Den gode årsaftale

15. aug 2019 -
This describes the image
Foto: Henrik Frydkjær
Skrevet af: Redaktionen

Her inden efterårets årsmøder for alvor går i gang, vil jeg gerne ønske alle held og lykke. Håber I må få nogle gode årsmøder, og outcome af disse bliver nogle gode årsaftaler.

Men hvad er egentlig en god årsaftale? Hvem skal den være god for, og hvad skal den indeholde?

Det er naturligvis forskelligt fra samhandelsrelation til samhandelsrelation, men jeg synes nedenstående er eksempler på et par elementer, som burde være med på check-listen for en god årsaftale.

Har aftalen et positivt verdensmåls-aftryk?

Her efter et såkaldt klimavalg og med udsigten til et udvidet producentansvar fra 2024 er der ingen tvivl om, at CSR bliver et centralt emne for vores branche de kommende år – det er allerede startet.

Derfor synes jeg, at det for begge parter kunne være fornuftigt at spørge sig selv og hinanden: Har årsaftalen et positivt aftryk på verdensmålene – og hvordan kan disse elementer eventuelt styrkes yderligere?

Er der mulighed for, at CSR-initiativerne også kan understøtte en for begge parter god business case?

Jeg tror, at CSR-initiativer og værdiskabende forretningsudvikling sagtens kan gå hånd i hånd, og hvor det er muligt, bør det have absolut topprioritet. Både fordi forbrugerne forventer, at vi tager ansvar. Og fordi en god business case også kan være den tilskyndelse, der sikrer, at initiativet får maksimalt fokus i alle led i værdikæden.

Der vil også være områder, hvor det kræver ekstra investeringer at bringe CSR-initiativer til markedet.

Er det tilfældet, er det vigtigt, at vi også her finder en forretningsmodel, der understøtter initiativet, og kan retfærdiggøre sådanne investeringer.

Indeholder årsaftalen værdiskabende innovation?

Branchen hungrer stadig efter vækst. Nuvel, der er fra tid til anden positive signaler, men det er fortsat usikkert.

Derfor bør enhver aftale også have et kvalitetstjek i forhold til værdiskabelse. Indeholder årsaftalen værdiskabende innovation?

Vi skal ikke forvente, at værdiskabelsen kommer fra øget forbrug i volumen – nærmere modsat. Der flyttes naturligvis lidt markedsandele på begge sider af bordet – mellem de enkelte detaillister og mellem de enkelte leverandører.

Men reel vækst, kategorivækst og vækst i totalmarkedet skal ske gennem innovation. Så medens vi konverterer til mindre pakkestørrelser, formentlig med faldende volumen til følge, men positivt samtidig reducerer madspild, så skal vi tænke i værdiskabende initiativer.

Årsaftalen bør styrke fokus på højkvalitetsprodukter, de gode smags- og indkøbsoplevelser, elementer, der skaber øget værdi for forbrugerne.

Nye produkter er et vigtigt element for at skabe vækst. Derfor bør produktlanceringer prioriteres højt i årsaftalen, og eventuelle barrierer for effektive nylanceringer elimineres.

Men også dette kræver investeringer, så skal der etableres en forretningsmodel, der kan retfærdiggøre disse investeringer – ellers flytter vi os ikke ud af ”lavpris -hamsterhjulet”.

Så hvad er en god årsaftale? Jeg tror på, at den gode årsaftale skaber værdi for alle involverede parter - forbrugerne, samfundet og forretningen.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?