I Meny er jeg begunstiget af at arbejde sammen med en købmandsstand, der på den ene side værner nidkært om egen ledelses- og beslutningsret og på den anden side forstår, anerkender og respekterer, at det at være en del af et fællesskab, af en kæde og af en koncern både er en forudsætning for fortsat udvikling og overlevelse - og en styrkelse af lige netop muligheden for at optimere sin egen butik.

Udtrykket ”det frie købmandskab” kan give tårer i øjnene og klumper i halsene på granvoksne købmænd – og det forstår jeg godt.

At vi i en dagligvarehandel med stadigt mere rigid konceptstyring, centraliserede beslutningsprocesser og ”one size fits all” stadig har et levende og blomstrende miljø af kæder og butikker, hvor der er kreativitet, lokal handlekraft, og hvor hånden er solidt placeret på kogepladen, er noget vi skal være stolte af, og noget som ville efterlade en fattig dagligvarehandel til forbrugerne, hvis ikke den var der.

Begrebet købmandskab og ikke mindst begrebet ”det frie købmandsskab” kan dog være den berømte elastik i metermål – og lige så stærkt, det kan være, hvis det bliver brugt rigtigt, lige så farligt kan det være, hvis det bliver brugt forkert.

Enhver købmand har sin egen definition på købmandskab – og jeg vil gerne give min version:

Købmandskab handler om en kompromisløs nærhed til kunden, en passion for salg, en stærk personlig involvering i kunder, medarbejdere og lokalområde, en aldrig svigtende rettidig omhu på både den korte og den lange bane og et særdeles stift blik rettet mod den bundlinje, som er enhver købmands ultimative karakterbog.

Udfordringen for nutidens frie købmænd er, at dette købmandskab ikke kan stå alene. Uden et fællesskab, uden et fælles kædekoncept og uden et fælles system, der sikrer sortiment, IT, logistik, markedsføring osv., kan et nok så dygtigt lokalt købmandskab ikke leve og ikke overleve.

Hvis købmandskab i dag fortolkes som ultimativ lokal frihed, uanset hvad - som en reflektorisk modstand mod alle beslutninger truffet i fællesskabet, som kortsigtet lokal profitmaksimering eller som en naturgiven ret til at sortere fra, efterlader det et fællesskab, som ikke er i stand til at mobilisere den nødvendige konkurrencekraft overfor kæder og systemer, hvor alle tiltag og beslutninger trykkes igennem med stor effektivitet.

Hvis det frie købmandskab også i fremtiden skal være et levedygtigt og attraktivt alternativ til standardiserede kædekoncepter, hvis butiksmiljøet i Danmark i fremtiden ikke skal varetages af konceptkustoder, og hvis forbrugerne i fremtiden fortsat skal kunne handle i butikker, hvor købmanden og medarbejderne har en helt særlig passion for netop deres kunder og netop deres lokalmiljø, er det vores opgave i samarbejde med købmændene at skabe den helt rigtige balance mellem fælles slagkraft og lokal handlekraft.

Det stiller store krav til en kædeledelse, som skal acceptere og respektere, at beslutninger tages i fællesskab og ikke udelukkende baseret på ”geniale” idéer, der er opstået i et kontormiljø, at det kræver dialog og involvering, (talk the walk) og at det kræver resultater (walk the talk).

Og det stiller store krav til købmændene. De skal på egne og kollegers vegne være klar til at afgive suverænitet, når det er bedst for fællesskabet, og de skal være lige så passionerede i forhold til at pleje kædens behov, som de er til at værne om deres egen butiks behov.

Den frie købmand – uanset ejerform – er ikke blot en konstruktion, det er en uundværlig del af dagligvarehandlen og vores kultur.

At bevare og styrke dette i fremtiden vil kræve dygtige købmænd, forandringsparate og risikovillige købmænd – men jeg er ikke bekymret, for jeg har det privilegium, at jeg møder sådanne købmænd hver eneste dag!