De store forandringers tid

12. okt 2017 -
This describes the image
Adm. direktør i Coop, Peter Høgsted. Foto: Coop
Skrevet af: Redaktionen

Jeg begyndte min karriere i dansk dagligvarehandel for ca. 35 år siden som vognskubber i det daværende OBS! i min fødeby, Randers. I sidste uge offentliggjorde vi, at vi med årets udgang lukker varehuset.

Det rammer meget godt de historiske forandringer, som vores branche undergår i disse år.

Hele vores historie har hidtil handlet om at blive ”større, færre – og billigere”. Fra dengang hver landsby havde flere købmænd og en brugsforening – en tid med mange, små butikker med personlig betjening bag disken.

Til selvbetjening blev introduceret i 50erne og for alvor rullet ud i 60erne og 70erne. Og de første varehuse åbnede i begyndelsen af 1960erne, og lavprisvarehusene i begyndelsen af 1970erne.

Det er 60 år, hvor overskriften har været den samme: Større, færre – og billigere.

Der er nok især to grunde til, at det ikke længere er sådan:
Ny teknologi
Ny adfærd hos forbrugerne

Teknologien er først og fremmest fremkomsten af internettet, som vi reelt kun har kendt til i 20 år, og som først for alvor har haft effekt for os de seneste 10 år. Indtil nu har det betydet for vores branche, at det har fjernet en stor del af vores nonfood-omsætning.

I årets første 6 måneder steg danskernes indkøb på nettet med 13 pct., og salget lå et godt stykke over 50 mia. kr. Og selv om det også omfatter salg af billetter, så er det typisk nonfood-varer, som vores kunder tidligere købte i vores varehuse. Nu har de fået andre vaner, og synes det er bekvemt at bestille deres varer hos tyske Zalando eller de amerikanske giganter Amazon og E-bay (Coop. dk er den eneste danske udbyder på Top 5 over danskernes mest brugte netbutikker).

Jeg har svært ved at se, hvordan den udvikling skulle ændre sig i takt med, at nye generationer vokser op med denne måde at købe varer på.

Derfor skal vores varehuse være mindre, og derfor er Kvickly Randers for stor til denne nye virkelighed.

Det giver os denne store udfordring: Hvad skal vi bruge vores mange kvadratmetre til? For vi selvfølgelig hverken kan eller vil lukke mange flere fysiske butikker.

I første fase er svaret at gøre mere ud af fødevarerne, at tilbyde kunderne nye og bedre løsninger, ikke mindst i form af færdige retter.

For danskernes nye vaner er som bekendt blandt andet, at de i langt højere grad end for blot få år siden køber maden færdig i en eller anden form. Her har vores branche været for langsom, og restauranterne, take away, måltidskasserne og torvehallerne har fået lov til at tage for stor en del af den vækst, vi skulle have haft. Heldigvis er vi – både Coop og dele af den øvrige branche – vågnet op, og her kommer vi til at se mange nye spændende løsninger til kunder den kommende tid.

Men også food-delen kommer i de kommende år under angreb fra nethandelen. I takt med nye generationer kommer til, og teknologien udvikler sig, så vil en langt større andel af befolkningen købe langt større andel af deres dagligvarer på nettet. Så vi skal hurtigt udvikle vores nethandel og måder, hvorpå nettet og de fysiske butikker kan spille sammen. Forandringerne fortsætter og fremtiden for vores branche er måske mere spændende end nogensinde i historien. I hvert fald endnu mere spændende end jeg havde forestillet mig, da jeg gik og skubbede vogne på plads hos OBS! i Randers.

Opdateret 10. nov 2020