Danske netbutikker kiggede Amazon over skulderen
Det går godt i dansk e-handel. Og spørger man netbutikkerne, vil det ikke ændre sig de kommende år.
Knap hver tredje netbutik forventer tværtimod, at deres omsætning vil vokse med mindst 25 pct. inden for de næste tre år, og 6 ud af 10 netbutikker regner med at ansætte flere medarbejdere de kommende år. Det viser en ny analyse fra Foreningen for Dansk Internethandel.
Jeg mærker tydeligt optimismen, når jeg taler med medlemmerne rundt om i landet, og derfor smiler jeg bredt.
Presset udefra vil lukke butikker
Trods optimismen er der stadig plads til svedige håndflader og nervøse trækninger – især når snakken falder på Amazon. 8 ud af 10 netbutikker mener, at Amazons mulige indtog i Danmark vil føre til lukninger i branchen, mens 7 ud af 10 forventer, at flere fysiske butikker må dreje nøglen om.
Hos FDIH mener vi ikke, at vi bare skal lægge os ned, når Amazon kommer buldrende. Tværtimod skal vi forberede os og sikre, at vi gør det mere end hårdt for Amazon at æde store markedsandele her i landet.
Som en del af forberedelsen fik FDIH efter en 8 måneder lang kamp lov til at invitere ca. 60 netbutikker med inden for på Amazons højteknologiske logistikcenter i Hamborg, der sender godt 1,5 mio. pakker om ugen – i travle perioder ryger der op mod 500.000 pakker over disken om dagen. Centret er arbejdsplads for 1700 medarbejdere og en masse robotter, der håndterer de 11.000 varenumre og 40 mio. varer fordelt på 64.000 topmoderne og sikrede kvadratmeter - og så er det blot ét af 12 logistikcentre i Tyskland!
Det var en fantastisk oplevelse og en drengedrøm at komme helt ind i det topmoderne maskinrum. Amazon var overraskende åbne og forklarende, og flere af deltagerne havde svært ved at samle kæben op, da de kom ud af de topsikrede og fascinerende Amazon-gemakker.
Vi bliver ikke det nye Tyskland
Blev deltagerne ikke imponerede og en smule bekymrede over Amazons evner, da de gik rundt på lageret, blev de det i hvert fald, da vi efterfølgende besøgte den tyske modevirksomhed About You. Den fremadstormende virksomhed er på blot fire år vokset til at være en international spiller med en værdi på over 1 mia. euro og over 500 ansatte. Senest har de scoret en kæmpe investering fra Anders Holch-Povlsen, der skal tage den unge virksomhed endnu længere. Trods den voldsomme succes var medstifter Tarek Müller klar i spyttet, da han blev spurgt til Amazon:
- I skal være så glade for, at Amazon endnu ikke har indtaget Danmark. Alle, der tjener penge i Tyskland, frygter dem. De er så voldsomme. De er faktisk ikke særligt gode på modeområdet, hvor vi opererer, men selv når Amazon er dårlige til noget, er de en kæmpe konkurrent.
Amazon har i løbet af få år opnået en markedsandel på over 40 pct. af det tyske e-handelsmarked, men jeg frygter ikke, at det samme sker i Danmark. Vi kommer til at mærke det, men dansk e-handel er moden, og butikkerne er godt i gang med at forberede sig på den øgede konkurrence. Tag f.eks. Matas, der sammen med Burd tilbyder levering i løbet af nogle timer, eller Salling Group der med Wupti.com forsøger at komme Amazon i forkøbet. Eksemplerne er heldigvis mange.
Bank dem på hjemmebanen og spil med dem på udebanen
Amazon er en kæmpe konkurrent på vores hjemmebane, men som godt 4 ud af 10 netbutikker svarer i analysen, kan giganten også være en mulighed. Går man som butik ind på markedspladsen, får man adgang til millioner af potentielle kunder, man ellers ikke ville nå, lyder det typiske argument.
Det forstår jeg godt. Men efter at have besøgt flere virksomheder i Tyskland er jeg blevet bekræftet i, at det ikke bare en enkel genvej, der automatisk fører til et eksporteventyr. Man skal have en stærk strategi og afsætte mange ressourcer, hvis man vil have succes på Amazon, og så skal man være klar over, at Amazon styrer showet. De fastsætter priser og vilkår, når de vil, og adgang til den ofte vitale kundedata er en by i Rusland.
Turen til Amazon og Tyskland var en fantastisk oplevelse, og jeg er sikker på, at alle deltagerne fik en bedre forståelse for, hvem vi er oppe imod. Nu kender vi vores konkurrent bedre, og derfor bliver vi endnu sværere at slå.