Selv den mest handlekraftige topchef støder på et tidspunkt ind i noget, der kan være ualmindelig tungt at flytte på, når han - eller hun - overtager ansvaret for en virksomhed fyldt med historie.

Her mener jeg ikke nødvendigvis den kulturelle arv - som i sig selv kan være svær nok at håndtere, hvis indgroede måder at gøre tingene på fylder på en uhensigtsmæssig måde. Nej, her handler det om forskellige former for arv af den mere materielle slags: Penge, gæld og bygninger.

For når man ser på de største dagligvarevirksomheder i Danmark, bygger deres aktuelle positioner i den grad på beslutninger, som er truffet af de nuværende topchefers forgængere. Eller beslutninger, som ikke er truffet. Og de kan sagtens gå forbavsende langt tilbage i tiden.

Dagrofas aktuelle beslutning om at skille sig af med discountkæden Kiwi er netop et nød-tvungent opgør med fortiden. For projektet Kiwi var måske dødfødt helt fra begyndelsen. Dagrofa kom for sent ind på discountmarkedet i 2007, udgangsmaterialet i form af omkring 50 butikker i den blødende regionale discountkæde Alta for dårligt, og den danske udgave af Kiwikonceptet lå i begyndelsen alt for tæt på sit norske forbillede. Mange af købmændene i Dagrofa-kæderne var modstandere af, at deres grossist overhovedet skulle have en discountkæde, der konkurrerede med deres egne butikker. For slet ikke at tale om, at forbrugerne måske ikke lige frem efterspurgte endnu en discountkæde oven i de fem, de havde at vælge imellem i forvejen. Og de havde allerede taget de bedste butiksplaceringer.

Men det var på et tidspunkt sidst i 00’erne, hvor discountsegmentet hvert eneste år voksede med milliardbeløb, mens købmændenes butikker i de daværende kæder havde det svært, og mange måtte lukke. Få år før havde Dagrofas daværende ejere, KFI og Skandinavisk Tobak, afvist at tage den norske Reitan-familie med ind som ejer. Set i bakspejlet var det nok noget af det dummeste, man overhovedet kunne have gjort, for så var vækstfænomenet Rema 1000 blevet en del af Dagrofa-holdet i stedet for en ny stærk konkurrent. Men så var der formentlig også meget andet, der havde set anderledes ud i dag.

I stedet blev det en tyngende del af Dagrofas arv at få sparket Kiwi i gang i Danmark. Da Kiwis norske ejer NorgesGruppen også blev Dagrofas største ejer, steg motivationen formentlig yderligere. Men det blev for dyrt. Alt for dyrt, uden at det flyttede ret meget. Og det er så der, det giver mening at give op, selv om det også gør ondt.

Nu sikrer et enklere og mindre Dagrofa sig en ny start - på den anden side af to-tre grimme regnskaber. Det første for 2016 ser vi snart.

Dagrofas to største konkurrenter, Coop Danmark og Dansk Supermarked, har unægtelig også noget tungt med sig i bagagen. Men af meget forskellig karakter. I Coop vil man gerne for-valte den åndelige arv fra andels-bevægelsen, men den nuværende ledelses mange for-gængere har ikke efterladt mange bygninger eller kontanter i ejeren Coop Amba at gøre godt med i en kapitalkrævende branche. Nu har man bl.a. et betydeligt efterslæb i IT-inve-steringer og slæber rundt på en højt forrentet gæld fra et tilbagekøb af Coop Danmark fra en fælles nordisk brugsfortid i Coop Norden. Og senest en blødende Faktakæde, som satte fuld turbo på en hovedløs ekspansion, selv om konceptet ikke var på plads. Den form for arv, som man sikkert helst ville undvære.

Helt anderledes ser det ud i Dansk Supermarked, hvor de fornuftige jyske købmænd, der har styret koncernen, har sparet op i mursten i form af butiksejendomme, lagre mv. Resultatet er, at Dansk Supermarked selv beholder store dele af den husleje, som butikkerne betaler, og koncernen kan på den måde selv bestemme, hvor pengene skal tjenes. Se, det er en arv, konkurrenterne kun kan misunde.