Bliv et af kædens stærke led – i den rigtige kæde

27. okt 2016 -
This describes the image
Skrevet af: Redaktionen

Bag enhver købmand står – udover en forstående familie – et stærkt kædeformat. Det er ikke nemt at navigere i et stadigt mere presset dagligvaremarked, hvis man står udenfor et kædesamarbejde. Der er ikke så mange kædeformater at vælge imellem, som der har været, hvilket naturligt nok af købmændene kan opfattes både negativt og positivt.

Men uanset hvordan man ser på det, må det i sagens natur være den stærkeste grossist og de stærkeste frivillige kæder, der står tilbage og skal kæmpe for at bevare den positive tendens, de frivillige kædeformater oplever i øjeblikket.

Naturligvis vil den enkelte købmand altid gøre sit absolut bedste for at hans eller hendes butik præsterer det bedst mulige resultat, men det at være del af en frivillig kæde handler både om at give og tage. Købmænd har en helt særlig evne til – og sådan bør det selvsagt også være – at vurdere, hvilke tiltag der virker, og hvilke der ikke gør lige nøjagtig i deres egen butik. Men det kan aldrig blive op til hundredvis af individuelle købmænd at afgøre, om en kæde-aktivitet er en succes eller ej.

Lad os lige være helt enige om, at det frivillige i at være med i en frivillig kæde IKKE ligger i, hvorvidt den enkelte købmand skal følge den laveste fællesnævner (læs kædekonceptet); heriblandt basissortiment, lavprissortiment, markedsføring, kædeaftaler med industrien, loyalitetskampagner, koncepter vedtaget af kædeudvalg mm.

Naturligvis skal vi det! Uden at blinke!

Frivilligheden ligger i alt det vi FÅR LOV at gøre, som ligger ud over kædekonceptet. Lokale tilpasninger af sortiment udover basis, lokal markedsføring, lokale aktiviteter; smageaftener i butikken, afholdelse af og deltagelse i lokale arrangementer. Blandt andet.

Vi er hele tiden udfordret på, at vi som minimum skal opfylde – og helst overgå – de forventninger, vore kunder har, når de kommer i vore butikker. Forventningerne giver vi selv kunderne gennem flotte profil tv-reklamer, indbydende tilbudsaviser og løfter om hyggelig torvestemning i udvalgte weekender i og omkring butikkerne. Det, de ser og oplever, når de vælger at handle hos os, er altafgørende for, om de også kommer, næste gang køleskabet skal fyldes op.

Hvis man har udfordringer med at følge basis kædekonceptet, er det nødvendigt at se på, om man er placeret i det rette kædeformat, så man ikke ender med at være en for lille fisk i en for stor sø.

Er det svært at leve op til laveste fællesnævner, er der stor risiko for, at man aldrig når til at kunne tilbyde det ekstra, som mange forbrugere forventer i dag. Og dermed risikerer man i sidste ende at blive et svagt led i og for kæden, når forbrugerne snakker sammen om deres oplevelser – eller mangel på samme – i vore butikker.

Omvendt kan en butik naturligvis også blive for stor en fisk i en for lille sø. Disse butikker vil ofte overraske positivt og have lettere ved at overgå kundernes forventninger, men hvis man føler sig for lidt udfordret af kædekonceptet og skal opfinde for mange dybe tallerkner selv, er der risiko for, at man ikke udnytter butikkens fulde potentiale.

Og selv om en kæde har flere ekstra stærke led, kan de jo som bekendt ikke opveje bare et enkelt svagt.

De rette butikker placeret i de rigtige kædeformater må være vejen frem.

Det kan samtidig være medvirkende til, at vi købmænd får det maksimale ud af den kæmpe arbejdsindsats, som vi og vore medarbejdere lægger for dagen, og at vi alle sammen kan føle, at vi er et af de stærke led i stærke frivillige kæder.

Opdateret 10. nov 2020