Ny sortimentschef skal optimere butikker i Dagrofa Foodservice

Dagrofa 23. sep 2022 -
This describes the image
Den 3. oktober begynder Ricky van Overeem sin første arbejdsdag hos Dagrofa Foodservice på terminalen i Ishøj. Foto: Dagrofa
  • Dagrofa Foodservice ansætter Ricky van Overeem i en nyoprettet stilling som sortimentschef for at optimere Cash & Carry butikker

Ricky van Overeem kommer til Dagrofa Foodservice med mange års erfaring med køb og salg af fødevarer i bagagen. Ricky van Overeem har senest været ansat som Head of Food i Magasin du Nord – en stilling han besad i næsten 15 år. 

I Dagrofa Foodservice får han en vigtig rolle med at fintune sortimentet i 30 Cash & Carry-butikker, der over hele landet servicerer bl.a. restauranter, caféer, beværtninger og kiosker. 

- Ricky bliver en meget central aktør i vores strategiske satsning, som vi kalder ”Fremtidens Cash & Carry”. Den går kort fortalt ud på, at vi arbejder målrettet på at gøre butikkerne endnu mere attraktive med udgangspunkt i fokuspunkterne ’Billigt’, ’Nemt’ og ’Lokalt’, siger Niels Miles Frandsen, adm. direktør i Dagrofa Foodservice.

Tidligere i sin karriere har Ricky van Overeem været ansat i The Scandinavian Pizza Company, hvor han begyndte som bud i den første danske Dominos restaurant. Sidenhen avancerede han trinvist i organisationen og endte som direktør for The Scandinavian Pizza Company inden skiftet til Magasin du Nord i 2007. 

Ricky van Overeem er 45 år og bosat i Vallensbæk sammen med sin kone og tre børn. Derudover sidder han i Vallensbæk Kommunalbestyrelse, hvor han er formand for Børne- og Kulturudvalget samt medlem af Økonomiudvalget.

Den 3. oktober bliver Rickys første arbejdsdag hos Dagrofa Foodservice på terminalen i Ishøj.

Opdateret 26. sep 2022