Købmand investerer millioner i Meny og gør klar til generationsskifte

Dagrofa 30. mar 2023 -
This describes the image
Dagrofas flagskibskæde Meny vinder markedsandele. Her har både de selvstændige købmænd som her i Måløv og Dagrofas egne butikker udsigt til en forbedret butiksøkonomi i 2023 alene båret frem af de faldende energipriser.  Arkivfoto: Flemming Effersøe
  • Meny i Måløv er forvandlet til et moderne madmarked efter en tocifret millioninvestering

Jørgen Andersen overlod saksen til fjerde generation i familiedynastiet JA, da Meny i Måløv torsdag morgen blev formelt genåbnet efter en tocifret millioninvestering. 

Købmand Jørgen Andersen og butikkens nye købmand Martin Perlt havde sat ord på den nye forretning, og fjerde generation Julie Andersen Uggla og Jan Anders Andersen førte saksen sikkert gennem den røde snor over den røde løber ind til den ombyggede butik.

Jørgen Andersen, som skævede stolt til sine børn, bærer på en arv efter sin farfar efter hvem, han er opkaldt efter. 

Det hele begyndte i 1907, da købmand Jørgen Andersen (1883-1955 ) grundlagde sin købmandsbutik den 25. oktober 1907 på Stationsvej 1 i Måløv. Købmandsbutikken udviklede sig efterhånden til en stor "blandet landhandel", og i dag er forretningen baseret på to ben: Dagligvarer ved Meny supermarkedet i Måløv og byggevarer ved to XL-BYG byggecentre i henholdsvis Måløv og Herlev. 

Den gamle købmandsbutik blev for 58 år siden afløst af et moderne supermarked og er siden blevet udbygget og moderniseret ad flere omgange. Den seneste større modernisering var i 2000.

Butikkens købmand Martin Perlt kom til Måløv i efteråret 2022 efter fem år som købmand i MENY Espergærde. Siden årsskiftet har han stået i spidsen for transformation af MENY Måløv til et madmarked, der på alle parametre opfylder Menys DNA som madmarked.

Og til Jørgen Andersens glæde havde byggerod og renovering ikke koste en krone på omsætningen. Og han glæder sig til, at hele teamet i butikken kan skubbe yderligere til væksten i supermarkedet.

Forud for åbningen kaldte Martin Perlt det modigt og fantastisk, at JA familien havde investeret et stort millionbeløb i at bringe butikken ind i fremtiden som både byens og omegnens førende fødevaremarked.

Menys kædedirektør var sammen med fagpersoner fra kæden taget fra kontoret i Ringsted til Måløv for at være med til at fejre genåbningen, som føjer sig til en række moderniseringer, der gennemføres blandt kædens 112 butikker – og snart 114 butikker efter overtagelsen af to Liva-butikker i Kolding. 

- Vi holder stadig et højt tempo trods den økonomiske situtation. Det betyder, at vi også i år – i lighed med tidligere år – vil se rundt regnet 25 butikker få en større eller mindre makeover, siger Richo Boss.

 

Åbningsfest i MENY Måløv from DH Media A/S on Vimeo.

Opdateret 31. mar 2023