Femte nye Spar-butik i år
-
På Frederiksberg Allé i København skifter dagligvarebutikken Min Købmand til Spar, med navneskiftet følger også markante ændringer.
Butikken på cirka 160 kvadratmeter kommer til at prioritere kvalitet og lokale varer frem for discount.
Et valg der passer godt til kunderne på Frederiksberg. Her er det vigtigt at have især danske og økologiske produkter på hylderne. Samtidig skal den Spar også kunne servicere de mange kunder, der kommer fra den nærliggende metrostation, Frederiksberg Allé.
Carsten Sole, som er købmand i butikken, er født ind i en købmandsfamilie, og han har selv en lang historie i SPAR.
- Med skiftet fra Min Købmand til SPAR føler jeg, at jeg vender hjem. SPAR har altid været en stor del af mit liv, og jeg ser frem til at fortsætte denne rejse med vores kunder på Frederiksberg.
Bæredygtige tiltag og lokalt engagement
I forbindelse med omstillingen til Spar udskiftes alle kølemøblerne og butikken kobles på fjernvarmenettet i ejendommen fremfor at fortsætte med el-opvarmning.
Begge tiltag er en deI af bestræbelserne på at opnå en grønnere profil. Butikken har en stærk lokal forankring og støtter bl.a. den lokale Scleroseforening via bonbox-systemet, hvor kunderne kan donere deres flaskebon. Desuden går overskuddet fra det årlige juletræssalg også til Scleroseforeningen.