Dagrofa udvider med otte butikker

Dagrofa 15. jan 2024 -
This describes the image
- Vi fokuserer løbende på modernisering, ekspansioner og udvikling af butiksnettet, og derfor er vi glade for, at denne aftale nu er godkendt, siger Tomas Pietrangeli, koncernchef i Dagrofa. Foto: Dagrofa
  • Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkender køb af butikker fra Rema 1000

Dagrofa får seks nye Spar-butikker og en ny Meny som følge af en handel med Rema 1000, der har købt en række butikker af Aldi Danmark. Aftalen, som blev indgået i 2023, er nu endeligt godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Foruden de syv butikker fra Dagrofas aftale med Rema 1000, som nu er godkendt, har Dagrofa også overtaget en butik, som kom i overskud fra Salling Groups handel med Rema 1000.

Med tilføjelsen af de i alt otte nye butikker når Dagrofa på i alt 537 butikker i Danmark.

- Styrkelsen af vores butiksnet er en vigtig brik i vores strategi #FremgangSammen. Vi fokuserer løbende på modernisering, ekspansioner og udvikling af butiksnettet, og derfor er vi glade for, at denne aftale nu er godkendt, så vi for alvor kan begynde på arbejdet med at gøre butikkerne klar til vores ideer og koncepter, siger Tomas Pietrangeli, koncernchef i Dagrofa.

Dagrofa har sammen med de selvstændige købmænd de senere år investeret mere end én mia. kr. i nye butikker samt inventar og moderniseringer af butikker.

Siden 2019 har Dagrofa tilføjet mere end 25 butikker til sit butiksnet. Senest er to tidligere Liva-butikker i Kolding blevet overtaget af Meny-kæden. Yderligere to Meny-butikker i Valby og Skovlunde åbner i løbet af året.

Den nye Meny-butik forventes at åbne i Grenå sidst på året.

- Det er en kendt sag, at vi i Meny kalder os Danmarks Madmarked, og vi gerne vil bringe vores begejstring for mad ud til flere danskere. Derfor er ekspansion og modernisering et omdrejningspunkt i en plan om at styrke vores butiksnet. I den forbindelse har vi haft Grenå i kikkerten i efterhånden et par år. Jeg er glad for, at vi nu har fået muligheden for at bringe kærligheden til mad tilbage til Grenå, siger Richo Boss, som er kædedirektør i Meny.

Der forestår en renovering, ombygning og udbygning af lokalerne i Søndergade 10. Samtidig skal der bestilles inventar og lægges forskellige planer. Derfor er det endnu for tidligt at sætte en dato for åbningen af den nye Meny.

Flest nye Spar i Jylland

Spar-butikkerne kommer til at ligge i Risskov, Esbjerg Ø, Esbjerg V, Tønder, Herning og Helsingør. Butikken i Stubbekøbing, som Dagrofa har overtaget fra Salling Group, bliver også en Spar.   

Inden åbning af butikkerne, planlægger Dagrofa at lave en gennemgribende modernisering og udskiftning af inventar i butikkerne samt muligvis også udvide af salgsarealet, hvor muligt. Med erhvervelsen bringes det totale antal butikker op på 537 i Dagrofa.

De fem af butikkerne er beliggende i relativt nybyggede tidligere Aldi-butikker, mens de to sidste er Rema 1000 butikker, da discountkæden  på disse lokationer flytter sine eksisterende butikker og medarbejdere over i to af de opkøbte Aldi-butikker.

På nuværende tidspunkt står Dagrofa bag 114 Meny-butikker, 134 Spar-butikker, 162 Min Købmand-butikker og 117 Let-Køb-butikker. Der er i alt ca. 14.700 medarbejdere i Dagrofa.

Butikker

Meny: Grenå: Søndergade 10

Spar:
Risskov: Kamma Klitgårds Gade 47
Esbjerg Ø: Strandby Kirkevej 88
Esbjerg V: Vandmandens Kvarter 3
Tønder: Kongevej 1
Herning: Lind Hovedgade 2
Helsingør: Egevænget 3
Stubbekøbing: Vestergade 32


 

Opdateret 15. jan 2024