Dagrofa og bank vil fjerne sten på borgerdrevne købmænds vej

Dagrofa 15. feb 2024 -
This describes the image
Lokale kan få hjælp af Dagrofa og Sparekassen Sjælland-Fyn, så de ikke står alene med finansieringen.  Foto: Dagrofa
  • Et nyt samarbejde skal fortsætte den udvikling borgerdrevne købmænd har været i gennem de seneste otte år. 

Sparekassen Sjælland-Fyn og Dagrofa går sammen om et investeringsselskab, der skal hjælpe lokale borgedrevne købmænd på vej, så drømmen om en dagligvarebutik i lokalområderne bliver nemmere at realisere.

Selskabet skal yde finansiel støtte til lokale projekter, hvor borgerne går sammen om at smide penge i en lokal købmand, og her kan de altså få hjælp fra Dagrofa og Sparekassen Sjælland-Fyn.

- Der er helt naturligt en del udgifter forbundet med at åbne en lokal købmand. Der skal købes lokaler m.v., inden hylderne kan fyldes op med dagligvarer, og der vil ofte være behov for enten et realkreditlån eller et lån i banken, hvis enderne skal mødes. Med det nye investeringsselskab ønsker vi at fjerne nogle af de sten på vejen, som der kan være, når man ønsker at gå sammen om at åbne en lokal købmandsbutik, fortæller administrerende direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn, Lars Petersson.

Lokale butikker har det svært, som vi blandt andet også har skrevet om på Dagligvarehandlen.dk i et større tema, men de lokale borgerdrevne købmænd ser lys for enden af tunnelen med modellen. Det har de faktisk gjort i lang tid.

I 2016 startede Dagrofa med at støtte lokale projekter, og siden er det blevet til mere end 100 butikker med hjælp fra Dagrofa. I 2023 åbnede 13 borgerdrevne butikker med hjælp fra Dagrofa. I 2024 forventes mindst 10 at blive hjulpet på vej.

Og de lokale købmænd er da også vigtige for lokalsamfundene.

- Vi ved fra tidligere undersøgelser, at mere end 50 procent af befolkningen vægter lokale indkøbsmuligheder højt, når de skal vælge bolig. Derfor vil vi gerne bakke op om butikkernes overlevelse i de små lokalsamfund. Dagligvarebutikken er et samlingspunkt, som skaber liv i byen, fortæller Brian Videbæk, direktør for ejendomsudvikling i Dagrofa.  

Selskabet får som en start en indsprøjtning på fem millioner fra hver part. Hvad vilkårene for investeringen er vides ikke.

Opdateret 15. feb 2024