Borgerbutik på Fyn får knap en mio. kr. fra Realdania

Dagrofa 10. maj 2023 -
This describes the image
Let-Køb Ørsted på Fyn.  Foto: Flemming Effersøe
  • 13 nye ildsjæleprojekter får i alt knap 10 millioner kroner til at realisere bygge- og renoveringsdrømme gennem Realdanias Underværker-kampagne

Flere nye projekter i Realdania-kampagnen Underværker vil skabe mere liv i landdistrikterne gennem lokale mødesteder. Andre vil styrke den demokratiske samtale mellem unge og minoriteter. Mange steder formår ildsjæle at genbruge forladte bygninger og fylde dem med hverdagsliv. 

I Glamsbjerg på Fyn har lokale ildsjæle taget kampen op mod butiksdøden i landsbyen Ørsted og skabt en bæredygtig borgerbutik under kæden Let-Køb.

This describes the image

Butikken var indtil januar 2021 igennem 25 år drevet af en familie med søstrene Jette (tv) og Lene Weber i spidsen. Deres forældre havde tidligere været uddelerægtepar og hjalp til i købmandsbutikken. 

I Underværker arbejder lokale frivillige over hele landet med byggeri for og til fællesskaber. Altid med stor kærlighed til en bygning eller et sted. Den filantropiske forening uddeler nu knap 10 millioner kroner til nye projekter.  

- Ildsjæle i det byggede miljø kan styrke fællesskaber og samtidig være med til at løse nogle af de udfordringer, vi ser i samfundet. Det er fantastisk at se, hvor mange ildsjæle, der brænder for at gøre noget for deres lokalområde. Deres begejstring smitter, og de påtager sig også et imponerende ansvar for at udvikle både steder og fællesskaber, siger projektchef i Realdania Laura Bjerre Munch.

I Ørsted har lokale frivillige overtaget butikken efter søstrene Weber og skabt en bæredygtig borgerbutik, der styrker fællesskab og sammenhængskraft i byen. Nu skal butikken fremtidssikres og udvides med fællesrum på butikkens gamle loft med 890.000 kr. i støtte fra Realdania.   

- Ørsted kan bare noget, lyder det begejstret fra borgmester Søren Steen Andersen, Assens Kommune.

På Facebook skriver han, at ”i dag springer champagnepropperne hos købmanden i Ørsted. Realdania har - sammen med en række andre fonde - i den grad fået øje på Assens. Og det har de bl.a. fordi der er en stor grad af initiativ og hittepåsomhed - f.eks. her i Ørsted, hvor de jo er kendte for at drive en købmandsbutik delvist med frivillig arbejdskraft”

Borgerbutikken modtog for nylig 75.000 kr. fra Energi Fyns Almennyttige Fond til solceller.

- Energi fylder virkelig meget for os alle - ikke mindst for de små butikker. Dette mærker købmandsbutikken her også - sidste år udskiftede de dele af deres kølemontrer (bl.a. ved økonomisk hjælp fra Bryggeriet Vestfyens Fond) og fik nyt gulv - og reducerede derved deres elforbrug til halvdelen, skriver Søren Steen Andersen (tv. i foto herunder) og ønsker butikken til lykke med den nye pose penge.

Udover de 850.000 kr. får borgerbutikken yderligere 40.000 kr. fra Realdania til arkitekthjælp.

This describes the image

- Det er svært at sætte ord på, hvor meget det her betyder - ikke kun for Ørsted Købmand, men også for hele vores lokalsamfund og skønne landsby. Vi er meget taknemlige og ydmyge over at have fået denne utroligt flotte gave og håndsrækning, lyder det Ørsted Købmand på butikkens facebookside.
 

Opdateret 10. maj 2023