Alec Rambo Kristensen drømmer om at blive købmand

Dagrofa 21. sep 2022 -
This describes the image
Alec Rambo Kristensen er 24 år og drømmer om at blive købmand. Han arbejder for købmand Christian Wenzzel, Min Købmand, og har fået ansvaret for købmandens døgnåbne og ubemandede butik på Frederiksberg. Foto: Flemming Effersøe
  • 24-årig souschef har to rollemodeller i hver sin butik og studerer økonomi om aftenen

Alec Rambo Kristensen er født af danske forældre i Paraguay. Her var hans morfar handelsmand og arbejdede med import og eksport mellem Danmark og Sydamerika.

Nu bor den unge butiksmand på Nørrebro og har arbejdet som ungarbejder og elev hos købmand Christian Wenzzel, Min Købmand i Classensgade på Østerbro, inden han blev udnævnt til souschef i købmandens søsterbutik i samme kæde i Hellerup.

Den 24-årige souschef drømmer om selv at blive købmand. Med ansvar for købmandens - og hovedstadens - første ubemandede og døgnåbne butik, der åbnede i begyndelsen af august på Frederiksberg, har han taget de første skridt.

Ved siden af sit arbejde er han begyndt at læse HD hver onsdag aften på Copenhagen Business School for at åbne flest mulige døre - enten inden for detailhandel eller andre områder af erhvervslivet.

- Selv om min morfar var handelsmand, og min moster er revisor, så lå det slet ikke i kortene, at jeg skulle gøre karriere inden for dagligvarehandel med tal, økonomi og handel, da jeg gik i gymnasiet, siger han.

- Faktisk var jeg skoletræt, og en kammerat opfordrede mig til at søge et fritidsjob hos Christian, hvor han selv arbejdede efter skoletid, fortæller Alec Rambo Kristensen.

Mødet med kunderne og københavnerkøbmanden, som selv har studeret økonomi på CBS, gav næring til en ny drøm hos Alec Rambo Kristensen:

- At få ansvar og se resultatet af sin indsats betyder helt vildt meget. Samtidig har det givet mig en personlig udvikling, som jeg ellers ikke ville have fået på samme måde.

Den visionære og den praktiske

This describes the image

Alec Rambo Kristensen peger på, at han har hele to rollemodeller.

Den ene er Christian Wenzzel, som har drømme og visioner og er hurtig til at omsætte ideer til handling.
Den anden er butikschef Carsten Sole i Min Købmand i Hellerup, som har styr på detaljerne, planlægningen og de daglige rytmer og rutiner. Han har også butikserfaring fra Spar, Dagli’Brugsen og Rema 1000.

- De udfordrer mig på hver deres måde, så jeg bliver nødt til at bruge både venstre og højre hjernehalvdel. Det gode købmandskab handler om kreativitet og timing, siger Alec Rambo Kristensen.

Han glæder sig over at kunne bygge videre på sin ”learning by doing” med handelsskolens teorier inden for økonomi og ledelse.

Mens Alec Rambo Kristensen arbejder og studerer, så er kæresten Sif ansat som butikschef i en af Meyers butikker.

- Vi har en god andelslejlighed på Nørrebro og endnu ingen børn. Så vi har god tid til at arbejde og pleje vores karrieredrømme. Og det er helt fint at udveksle erfaringer i fritiden, siger Alec Rambo Kristensen.

Testbutikken på Frederiksberg

Efter en måned med den døgnåbne og ubemandede butik på H.C Ørstedsvej på Frederiksberg kan Alec Rambo Kristensen konstatere, at der går fornuftigt med at sælge de traditionelle kioskvarer som drikke og konfekture, mens kølevarerne står stille.

Derfor bliver de to kølereoler nu skiftet ud med en pakkeboks. Udover at gøre det nemmere for de lokale at hente pakker på alle tider af døgnet, så er det også en måde at få flere kunder ind i butikken.

- Det kræver tid at vænne kunderne til selv at lukke sig ind i butikken med deres mobiltelefon. For at synliggøre vores koncept har jeg også stået foran butikken og uddelt flyers med gode tilbud, siger Alec Rambo Kristensen.

Mens Dagligvarehandlen interviewer den unge købmand in spe foran den ubemandede butik, skal Dagrofa tage stilling til, hvem der skal overtage Min Købmand på Frederiksberg efter den legendariske Ole Foldberg, der blev kendt for at være blandt de første til at tilbyde kunderne økologiske varer. Sammen med sin hustru Lisbeth har han drevet butikken i 45 år.

-  Det ville klart være en drømmebutik for mig. Men heldigvis har Christian selv flere butiksplaner, som jeg kan få lov til at være med til at udvikle, siger Alec Rambo Kristensen.

Opdateret 27. sep 2022