Butikker på landet: Kooperativet i Feldballe - mere end en dagligvarebutik

Butikker på landet 27. nov 2023 -
This describes the image
Foto: Kooperativet i Feldballe
  • Den borgerejede butik på Djursland er hele byens knudepunkt. Salget peger i den rigtige retning og flere forretningsområder har udvidet servicen for de lokale.

Skrevet af: Søren Tougaard

I to år stod de omkring 1000 borgere i de to nabolandsbyer Feldballe og Tåstrup på Djursland uden dagligvarebutik, efter at en Min Købmand lukkede butikken ned på den befærdede Ebeltoftvej, der skærer Feldballe over i to.

Lokale kræfter ville det dog anderledes.

De startede et andelsselskab under navnet Feldballe a.m.b.a. med det formål, at åbne købmandsbutikken Kooperativet, så det igen blev muligt at købe dagligvarer i landsbyen.

Den 24. september 2021 slog den borgerejet butik dørene op. Det kunne ske efter at omkring 100 personer havde købt andelsbeviser for mindst 2500 kr.

Butiksåbningen blev til i samarbejde med Coop, som til at starte med leverede butikkens dagligvaresortiment, mens flere lokale producenter fra Ebeltoft, Mols og omegn supplerede op med specialiteter som ost, kød på frost, frugt og grønt, honning, småkager mv.

Dengang fik åbningen sågar et ord med på vejen af Coop-formand Lasse Bolander:

- Coops butikker er jo allerede ejet af medlemmer, og Coop har lige fra starten for 155 år siden været en borgerdrevet butik. Det er vi stadig. Men der er mange steder, hvor den sidste butik har det svært. Vi vil gerne gå foran og finde løsninger, som kan være med til at sikre den livsnerve, butikkerne er i ude i de mindre lokalsamfund, sagde formanden.

Siden er meget hændt for Coop. Sidste år slog koncernen det største hul i kassen nogensinde med et kæmpe underskud på 628 mio. kr. Det har betydet en transformation af dagligvarekoncernen fra otte til tre kæder.

Flere Dagli’Brugsen er lukket ned, mens koncernen også har sagt farvel til onlinesupermarkedet Coop.dk Mad. Det har også haft betydning for Kooperativet i Feldballe, der fik leveret dagligvarer af netop Coop.dk Mad.

- Kunderne var glade for Coops varer, så vi rakte ud til Dagli’Brugsen Tirstrup, hvor vi i dag får varer fra to dage om ugen. De leverer den ene dag, og frivillige herfra henter den anden. Vores sortiment fra lokale producenter udvikler sig hele tiden. Vi har hele tiden nye varer, og hvis varerne ikke bliver købt, bestiller vi dem ikke igen. Vi har stor frihed til at bestemme vores sortiment, så vi kan fintune det til vores kunder, siger Julie Nielsen, der har været fastansat købmand i butikken i halvandet år.

Frivillig og fri

I starten var butikken blot åben et par dage om ugen. Udelukkende med frivillige kræfter. Det har udviklet sig i takt med efterspørgslen.

På en generalforsamling blev det besluttet at hyre en købmand fast for at sikre mere kontinuitet. Samtidig blev åbningstiden sat i vejret, så butikken i dag har åben fra kl. 8 til 18 i hverdagene og 8 til 14 om lørdagen.

Julie åbner butikken i hverdagene og passer den frem til kl. 14, ind imellem med hjælp fra folk i jobtræning. Herefter tager frivillige over frem til lukketid.

- Nogle tager en vagt om ugen, andre en om måneden. Det er helt frivilligt, siger købmanden, der fortæller, at ca. 25 personer tager en tørn som frivillige i butikken. Hertil kommer bestyrelsen på fem personer.

This describes the image

De øget åbningstider har også kunnet mærkes på salget.

- Vores salgstal går opad. Vi har sindssyg stor lokal opbakning. Mange benytter os dagligt og sætter både pris på varerne og det sociale i butikken. Vi kører aldrig med tilbud. Kunderne køber ind i aktivt lokalsamfund og hele det sociale liv omkring butikken, siger Julie.

Hun flyttede selv til Feldballe et års tid efter butikken åbnede op. Julie kalder også købmandsbutikken for et socialt samlingspunkt.

- Det er utrolig givtigt for lokalsamfundet. Folk møder hinanden herinde, og vi laver forskellige arrangementer, som binder folk sammen. Det kan være fællessang om morgenen, en lille koncert eller spilcafé. Hele sommeren havde vi markedsdag hver den sidste lørdag i måneden, fortæller Julie.

Forretningen kører rundt

Når de faste omkostninger som løn til købmanden, husleje og forbrug er betalt, går det hele som regel i nul.

Her er ingen forventninger om, at den borgerejet butik nogensinde bliver en guldrandet forretning. Dermed ikke sagt, at butikken ikke udvikler sig.

I dag har butikken pakkeshop fra Dao og GLS, ligesom man er udleveringssted for et apotek.

- Det er en måde at øge vores indtjening på samtidig med vores mål om, at vi udvider vores service til de lokale borgere, siger købmanden.

Butikken sparer også gebyrer til Nets og banker, når kunderne sætter større beløb ind på kundekort med MobilePay eller kontanter, eller når kunderne kort og godt betaler med Dankort fremfor Mastercard.

- Målet er bare at gå i nul. Vi har faktisk ikke rigtig diskuteret, hvad vi skal bruge pengene på, hvis vi får et større overskud, siger Julie og fortsætter:

- Jeg keder mig aldrig. Der er en masse daglige rutiner i butikken, nye tiltag og mange møder med både frivillige, borgere og leverandører.

Dette er næstsidste artikel i vores november-tema: Butikker på landet.
Mange dagligvarebutikker er lukket ned i de små lokalsamfund, og vi ser naturligvis på, om den udvikling vil forsætte. Ligeledes ser vi på, hvad det betyder, når lokalsamfund mister sin eneste dagligvarebutik – og ikke mindst når lokale ildsjæle står sammen og genåbner købmandsbutikken. Hvor mange lokalsamfund arbejder egentlig med borgerprojekter? Og så får butikker under Dagrofa og Coop i stigende omfang konkurrence fra nærliggende discountbutikker.
   

Opdateret 27. nov 2023