Aldi støtter udsatte børn i julen
-
Igen i år sælger discountkæden Red Barnet-støttebamser op til julen.
Det er ikke alle børn, der glæder sig lige meget til juleaften. For børn i udsatte familier kan højtiden være en svær tid.
De seneste tre år har Aldis kunder haft mulighed for at støtte børn i udsatte familier gennem forskellige indsamlinger, og igen i år sælger discountkæden en støttebamse til fordel for Red Barnet.
Bamsen bliver sat til salg fra 9. december, og for hver solgte bamse donerer Aldi 25 kr. Sidste år blev det til 167.000 kr. til Red Barnets-arbejde.
- Alt for mange børn oplever julen som en vanskelig tid, der bare skal overstås. Vi ønsker at støtte den gruppe af børn. Gennem vores samarbejde med Red Barnet har vi fået bekræftet, at vi sammen er stærkere, og jeg håber og tror på, at vores kunder vil bakke lige så flot op i år, så salget af Red Barnet-bamsen kan generere endnu en stor juledonation, siger Finn Tang, adm. direktør i Aldi Danmark.