Aldi i reklameoffensiv på tv
Hvis du kan huske en tv-reklame med Aldi herhjemme, husker du forkert. For det er aldrig sket i de godt 42 år, den tyske discountkæde har været etableret i Danmark.
I dag lancerer den hårdt prøvede dagligvarekæde en storstilet reklamekampagne med det klare formål at få ændret forbrugernes syn på Aldi.
- En del af de danske forbrugere ved slet ikke, hvor meget vi har ændret os de seneste år. Vi har moderniseret butikkerne og øget fokus på friske og dansk producerede varer og økologi markant. Vores kvalitet har altid været højt, og vi er ikke uvant med at vinde store pris- og kvalitetstests – men vi skal være bedre til at formidle vores høje produktniveau til forbrugerne – og det håber vi, at denne reklamekampagne kan være med til, siger adm. direktør i Aldi Danmark, Finn Tang.
Kæmper med fordomme
De senere år har Aldi Danmark ikke blot tabt markedsandele på dansk grund, men også masser af penge.
Det er efterhånden 10 år siden, Aldi senest havde overskud i Danmark og i de seneste syv år har kæden fået tilført hele 2,7 mia. kr. i kapital fra de tyske ejere Aldi Nord.
Derfor er håbet, at det nye, offensive reklamefremstød kan skabe flere kunder i Aldis ca. 185 danske butikker.
- Revitaliseringsprocessen, vi har gennemgået og stadig gennemgår, har været nødvendig. Vi er klar til fremtidens detailmarked, men vi kæmper også mod en række fordomme – og det tror vi, at vores tv-reklamer kan rykke lidt ved, siger Finn Tang.
Tv-reklamerne er instrueret af den kendte skuespiller og instruktør Tomas Villum. Kampagnen har titlen "Al’di ting du ikke vidste" og har Niels Ellegaard og Razi Irawani i hovedrollerne. Førstnævnte er især kendt fra Cirkusrevyen, mens Razi Irawani er en ung fremadstormende skuespiller, som følges af 270.000 på Facebook og over 90.000 på Instagram.