Småt er stadig godt i corona-ramt britisk dagligvaremarked

Udland 23. jun 2020 -
This describes the image
Dave Lewis Jacks Tesco Foto: Tesco

Coronakrisen sætter fortsat sine meget tydelig spor på fordelingen af markedsandelene blandt de britiske kæder.

Det viser friske tal fra analysevirksomheden Kantar, der i 12 uger frem til 14. juni har målt markante stigninger i andelene for de mest undertippede små aktører i markedet.

Perioden dækker stort set hele den periode, hvor corona-virusset har sat sig på samfundets dagsorden med betydelige grader af nedlukning.

Den største af de lokalt baserede aktører er Co-op, som med en markedsandel på 7,4 pct. nu igen er næsten lige så stor som discountgiganten Aldi med 7,5 pct. af markedet.

Før corona lå Co-op lige omkring de 6 pct., og det er ellers længe siden, at Aldi overhalede Co-op som landets femtestørste dagligvarekæde.

Også de små uafhængige privatejede butikker har fået deres - ganske vist lille - markedsandel næsten fordoblet i den nye måling.

 

Krigserklæring fra Tesco

Stort set alle de kapitalstærke giganter i markedet, inklusive tyske Aldi og Lidl, har til gengæld mistet markedsandele i en periode, hvor også briterne tydeligvis har handlet langt mere lokalt - til fordel for de små butiksformater.

Kun Morissons har bevaret sin andel på ca. 10 pct., mens Walmart-ejede Asda har mistet mest terræn i perioden. I begyndelsen af 2020 lå den på lige over 15 pct., mens den nu er dalet under 14 pct.

Markedsleder Tesco har også stort set holdt skindet på næsen, hvad angår markedsandele. Og nu forbereder Tesco ifølge branchebladet The Grocer sig på tiden efter sundhedskrisen, når det bliver den efterfølgende økonomiske krise, der sætter sig på dagsordenen.

Tesco vil angiveligt skrue markant op for sit "Aldi Price Match"-program, der som navnet fortæller, skal matche discountgiganternes priser for at undgå at tabe tiden efter corona.

Unavngivne leverandørkilder melder om et prispres fra Tesco, der vil føre til en decideret priskrig.

- Alle investeringer vil gå til at sætte den lavest mulige pris i butikkerne. Tilbudskampagner vil blive elimineret eller vil begynde fra det nye lavere prispunkt. Budskabet kommer helt fra toppen af Tesco, og det gælder for hele forretningen, siger en leverandør til The Grocer.

Tesco vil ifølge mediet undgå at komme til at stå i samme situation som efter finanskrisens udbrud, hvor Aldis og Lidls betydeligt lavere priser kickstartede en vækst uden sidestykke for begge.

Opdateret 10. nov 2020