Røveriramt butik siger farvel til kontanter

Udland 2. maj 2018 -
This describes the image
Svensk supermarked stopper med at tage i mod kontanter for at reducere risikoen for røveri. Foto: Mats Holmertz
Skrevet af: Redaktionen

Coop Konsum i Norrliden uden for svenske Kalmar tager ikke længere i mod kontanter. Årsagen er, at butikken i løbet af de seneste 12 måneder har været udsat for flere væbnede røverier og indbrud.

- Beslutningen er taget, fordi det skal være sikkert for vores medarbejdere at arbejde i butikken og for vores kunder at handle her, siger Jerry Svennerlind, direktør for brugsforeningen Göta, der driver 48 Coop-butikker i Småland og på Gotland.

- Vi tager situationen meget alvorligt, og selvom det kan virke som en drastisk foranstaltning, kan det i det lange løb handle om butikkens overlevelse, siger han.

Den afgørende hændelse, der førte til beslutningen, fandt sted i marts, da en knivrøver truede og angreb personalet. Udbyttet var på ca. 3000 norske kr.

- En af vores kvindelige medarbejdere blev snittet i hånden med en kniv i forbindelse med røveriet, siger Jerry Svennerlind.

Han tilføjer, at den fysiske skade ikke var det værste.

- Psykologisk kan en sådan oplevelse sætte dybe og langvarige spor. Vi har tre medarbejdere, der sagde op på grund af den uro og det ubehag, de følte på arbejdspladsen. Man kan måske fortrænge en enkeltstående oplevelse, men når det ene røveri afløser det andet, så rammer det personalet hårdt, og det bliver svært at komme på arbejde, siger Jerry Svennerlind.

Mistede kunder

I Coop-butikkens ledelse er der bekymring for, at det fremover kan blive vanskeligt at få personale til butikken.

- Det kan være svært at rekruttere medarbejdere, hvis butikken opleves som en usikker arbejdsplads. Vi har ikke alene et ansvar i forhold til vores medarbejdere, men også over for vores kunder, der handler i butikken. Desværre har vi oplevet, at kunder er holdt op med at handle hos os på grund af røverierne. Umiddelbart efter et røveri er vi sandsynligvis ikke det første valg, når man skal købe is med sine børn, siger Jerry Svennerlind.

Boligområdet Norrliden er et normalt svensk boligområde uden store sociale problemer.

Butikken har på forskellige måder forsøgt at styrke sikkerheden med kameraovervågning og sikkerhedsvagter om aftenen.

- Vi har gjort alt, hvad vi kan. Men omkostningerne til vagter, støtte til personalet og forebyggende foranstaltninger løber løbsk. Regningen for den seneste begivenhed løber alene op tæt på 100.000 kr. De samlede omkostninger, vi havde sidste år i forbindelse med de forbrydelser, vi blev udsat for, ligger på omkring en mio. sv. kr.

Egen beslutning

Butikken har juridisk grundlag for selv at træffe beslutning om, hvorvidt kunderne kan betale med kontanter.

- Vi har informeret Coop Sveriges ledelse, men der kræves ikke en specifik tilladelse til, at vi gør det, siger Jerry Svennerlind.

Fagforeningen Handels (HK Handels svenske søsterorganisation) ser naturligvis positivt på beslutningen om at stoppe kontanthåndteringen.

- Selv kunderne forstår vores beslutning og accepterer den. Der har været kritik af butikken på de sociale medier, fordi beslutningen kan udelukke bestemte kundegrupper. Det er jeg opmærksom på, men de fleste kritikere bor ikke i Kalmar eller i nærheden af butikken, siger Jerry Svennerlind.

I stedet for kontanter kan kunderne nu benytte kort eller betaling med en app.

- Det er klart, at vi i begyndelsen vil miste nogle kunder, når vi ikke kan tilbyde kontant betaling. Men vi overvejer også en form for kredit for de kunder, der ikke har betalingskort eller smartphone, siger han.

Børn og unge under 15 år, flaskesamlere og tiggere, der plejer at sidde uden for butikkerne i Sverige, vil komme til at mærke, at butikken ikke længere tager i mod kontanter.

- Forældre kan købe et gavekort til børnene, som de kan trække på. For dem, der kommer med dåser og flasker for at få pant, vil vi se på en teknisk løsning, så vi kan sætte pengene ind på deres betalingskort, siger Jerry Svennerlind.

Op til den enkelte købmand

Brancheorganisationen Svensk Handel understreger, at det helt op til den enkelte erhvervsdrivende at bestemme, om han vil tage i mod kontanter eller ej.

- Det er købmandens egen beslutning, og det er op til indehaveren at afgøre, hvilke betalingsformer der fungerer bedst i den enkelte butik, siger Bengt Nilervall, betalingsekspert hos Svensk Handel.

Han fortsætter:

- Vi anbefaler dog, at der er et skilt i indgangen, der tydeligt viser, hvis kontantbetaling ikke er mulig. For den enkelte erhvervsdrivende kan det være et dilemma, om butikken skal afskaffe kontanterne.

- En sådan foranstaltning er yderst usædvanlig i dagligvarehandelen, fordi konkurrencen er hård, og marginerne er små, og det handler om at gøre det så let for kunden som muligt. Men for den omtalte butik er sikkerheden for personalet klart afgørende, siger Bengt Nilervall.

Men det er klart, at nogle kundekategorier bliver ramt, når der ikke kan benyttes kontanter.

- Handlen og samfundet skal være med til at løse sådanne problemer, siger han.

Svensk Handel får tiltagende mange spørgsmål om muligheden for at køre en butik uden kontanter med henblik på at reducere risikoen for røveri.

- Flere og flere gør det, men det er tvivlsomt, om dagligvarehandlen generelt vover at sige nej til kontanter, da det kan skræmme kunder væk, siger Bengt Nilervall.

Opdateret 10. nov 2020