Pret A Manger åbner butikker i København
Selv om mange danskere har stødt på conveniencekæden Pret A Manger i Londons gader gennem årene, er det først nu, at Pret A Manger åbner butikker i Danmark.
Det sker med to netop åbnede butikker i Københavns Lufthavn gennem den internationale partner HMSHost International.
Pret A Manger er især kendte for deres frisklavede sandwich, salater og wraps, ligesom kæden også fører en lang række friskpressede juice og smoothies og økologiske varme drikke under eget brand.
Overskudsmad går til hjemløse
Siden 1986 har conveniencekæden Pret A Manger været synlig i gadebilledet i London. I dag har kæden ca. 500 butikker i otte lande.
Det, der er særligt ved Pret A Manger, er, at maden produceres fra dag til dag og ikke har en udløbsdato.
Alt mad, der ikke sælges i løbet af dagen, gives i stedet gratis væk til hjemløseorganisationer. Det er også tilfældet med butikkerne i Københavns Lufthavn, hvor overskudsmaden indsamles af Morgencafé for Hjemløse, oplyser HMSHost International.
Pret A Mangers presseafdeling er endnu ikke vendt tilbage med svar på, hvorvidt kæden har planer om at udrulle konceptet i Danmark, så det også bliver tilgængelig for kunder i de større byer.