Pisiffik indtager Grønlands hurtigst voksende by

Udland 20. jun 2018 -
This describes the image
Foto: Pisiffik

Syv km fra Nuuks centrum, på den anden side af fjorden, ligger Qinngorput.

Bydelen er en typisk forstad uden arbejdspladser, men med stor skole og institutioner. Der bor i dag i alt ca. 3000 mennesker – børnefamilierne og de ressourcestærke – og der forventes en befolkningstilvækst på 5000 inden 2030.

Det har Pisiffik, der er Grønlands største detail- og foodservicekæde, taget med i betragtningen, da koncernen lukkede den seks år gamle Spar-butik for i stedet at åbne et topmoderne supermarked på 1250 kvm. i Pisiffik-kæden.

Convenience vækster i hele Grønland, men den er stadig i sin vorden. Det samme gælder hele fri-for-trenden, der hovedsagelig er på vej i Nuuk.

- Med Pisiffik Qinngorput har vi åbnet Grønlands mest moderne supermarked, og butikken sætter en ny standard i Grønland for detailbranchen. Det glæder vi os til at brede længere ud i Grønland, og flere af tiltagene vil kunne ses i Ilulissat, hvor vi moderniserer i efteråret, fortæller Per Steen Larsen, adm. direktør for Pisiffik, der er ejet af Greenland Holding, Norgesgruppen og KFI Erhvervsdrivende Fond.

Pisiffik Qinngorput har bl.a. åbnet Grønlands første selvbetjeningsområde, hvor kunderne kan købe varer som brød og convenience.

Butikken har en kun to år gammel Brugsen som konkurrent, men i Grønland har kun få en bil, hvorfor man handler i nærområdet.

- Derfor er det vigtigt at være tæt på kunderne, men det betyder også en mindre kurvestørrelse, men flere besøg og ekspeditioner, lyder det fra Pisiffik, der i øvrigt betyder ”stedet, hvor man handler”.

Opdateret 10. nov 2020