Onlinegiganter dominerer asiatisk detailscene

Udland 29. maj 2020 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand|

Når man ser bort fra de allerstørste kinesiske online-detailhandlere som Alibaba og JD.com, er det højst begrænset, hvor meget vi på daglig basis hører til detailhandel i Asien, verdens suverænt mest folkerige kontinent.

Men det er måske en fejl, når de førende på de asiatiske markeder samtidig er nogle skridt foran i udviklingen af digitale og andre nye teknologiske svar på en række kundebehov.

Af en helt ny rapport fra den internationale analysevirksomhed Euromonitor, Top 100 Retailers in Asia 2020, fremgår det med al tydelighed, at Alibaba og JD.com omsætningsmæssigt er i en division helt for sig selv som Asiens nummer et og to.

Kun de to omsætter for over 100 mia. dollar på årsbasis.

Euromonitors tal er imidlertid større end Alibabas egne, og det må betyde, at samtlige forretningsområder tilknyttet den kinesiske gigant tæller med, når Alibaba indtager førstepladsen med et samlet 2019-salg på 317 mia. dollar, mens JD.com sidste år nåede 216 mia. dollar.

Det svarer til hhv. 2.162 og 1.467 mia. kr.

Først på tredjepladsen kommer der er en virksomhed, hvis udgangspunkt er i de fysiske butikker. Det er japanske Seven & I Holdings, der har masterlicensen for convenience- kæden 7-Eleven i store dele af verdensdelen - og tæt på 21.000 butikker i Japan alene. Seven & I havde en 2019-omsætning i underkanten af 81 mia. dollar.

Vestens murstensgiganter på retræte

Vestens detailgiganter fylder ikke ret meget i Asien. Den største aktør med base udenfor Asien er den amerikanske online- mastodont Amazon som listens nummer seks, mens verdens største detailkoncern Walmart er nummer otte.

Lige som amerikanske Walmart har andre store vestlige murstens-koryfæer som britiske Tesco og franske Carrefour i efterhånden mange år trukket sig mere baglæns ud af Asien gennem en række frasalg, end de har været i offensiven.

Tesco var sidste år nummer 42 og Carrefour nummer 52. Begge kan forventes at dale yderligere på listen i de kommende år med bl.a. Tescos seneste exit’er fra Kina, Thailand og Malaysia.

Franske Auchan - og traditionelle købmænd

Når man zoomer lidt nærmere ind på dagligvarehandels-specialisterne i Asien, indtager japanske Seven & I en suveræn førsteplads. Her dukker franske Auchan også op som nummer seks i den kategori med et salg på knap 14 mia. dollar.

Det er imidlertid også et fald i forhold til året før. På dagligvareområdet viser Asien sig imidlertid også fra en anden, mere traditionel side.

På den ene siden er verdensdelen digitalt førende, men de regionale kontraster og forskelle er enorme - og det gør en satsning på Asien både tillokkende og usikker for internationale detaillister.

”Som hjem for nogle af de hurtigst voksende økonomier tilbyder Asien og Stillehavs-regionen dagligvarevirksomhederne masser af rum for vækst. Den voksende befolkning i byerne driver sammen med en stigende disponibel indkomst et markant højere forbrug, og det indebærer en tilskyndelse for internationale virksomheder til at investere i regionen. Men trods de moderne dagligvarevirksomheders indtog i regionen, er det stadig den traditionelle dagligvarehandel, der står for den største del af dagligvareomsætningen med 53 pct. i 2019, en andel som stort set er uændret de seneste fem år. Traditionelle og lokale købmandsbutikker som kiranaer i Indien, warung’er i Indonesien og sari-sari’er på Filippinerne, er fortsat en betydelig faktor i Asien og Stillehavs-regionen”, skriver Euromonitor i den nye rapport.

Opdateret 10. nov 2020