Nordisk dagligvaresalg går frem undtagen i Danmark
Mens dagligvarehandlen i Norden kan fortælle om vækst i salget, må Danmark som det eneste land trækkes med tilbagegang i dagligvaresalget.
Brancheorganisationen Svensk Dagligvaruhandel sætter i en ny analyse fokus på udviklingen i salget af dagligvarer i Norden. Analysen er udarbejdet af analyseinstituttet HUI Research.
Tallene for tredje kvartal 2017 viser, at salget i nordisk dagligvarehandel steg med 2,0 pct. i tredje kvartal i år.
Alle nordiske lande undtagen Danmark kunne fremvise stigende tal.
Størst fremgang var der i dagligvarehandlen i Finland, som steg med 2,6 pct. med Sverige umiddelbart efter med en stigning på 2,5 pct. I Norge var væksten på 1,1 pct.
Danmark måtte derimod konstatere en tilbagegang på 0,2 pct.
Anderledes ser det ud, når man ser på prisudviklingen. I Norden som helhed steg dagligvarepriserne i tredje kvartal med 1,1 pct.
I Sverige steg priserne mest med 2,4 pct., men de danske priser fulgte lige efter med 2,3 pct. Både Norge og Finland havde en tilbagegang i dagligvarepriserne på 0,2 pct.