Kobekød, streetfood og discountmatch i Real Markethalle

Udland 12. mar 2019 -
This describes the image
||||||||||||| |||Butikschef Mario Wendt||||||||||

Er der kø ved kassen?

Det kan man ikke lige få et svar på, når man går ind i Real Markethalle. I modsætning til i de fleste andre supermarkeder ligger kasselinjen med ti kasser plus selvscan nemlig gemt væk langs den ene side af varehuset.

Til gengæld mødes kunderne ved indgangen af en fem meter bred gang, der strækker sig næsten så langt, øjet rækker, ind i det 11.500 kvm store varehus.

- I et traditionelt hypermarked er indgangssituationen altid den samme: Kunderne mødes ved indgangen af 20-30 kasser og på den anden side informationen. Da vi begyndte at tænke i markedshal-koncept, konkluderede vi, at vi hellere ville byde vores kunder velkommen med dufte af frisk frugt og friskbagt brød end med udgangskasser og kunder, der klager ved en information, siger kommunikationschef i Real, Markus Jablonski.

Han understreger, at ikke engang et godt tilbud kan bryde reglen om, at der ikke må stå paller med varer på den lange, brede gang, der, som resten af varehuset, er belagt med ægte, gråmelerede keramikfl iser i en bredde af 1,20 meter.

- Kunderne skal ikke møde forhindringer, siger han. Byggede om i et halvt år Dansk Handelsblad er på en guidet tur rundt i hypermarkedet, der som det første af Reals 280 varehuse blev totalrenoveret i efteråret 2016.

Varehuset er kædens største, mens det mindste er 4000 kvm. I november sidste år åbnede Markethalle i Braunschweig, og et tredje er planlagt til at ligge i Bielefeld.

[caption id="attachment_77233" align="aligncenter" width="696"] Butikschef Mario Wendt[/caption]

- Vi stod her i Krefeld med et totalt nedslidt varehus, et hypermarked a la årgang 1970’erne, hvor det ikke var spor inspirerende at handle. Alt er ændret nu. Selv parkeringspladserne, der er blevet bredere. Busstoppestedet, hvor den offentlige bus stopper, er flyttet hen til vores dør, så ældre mennesker ikke behøver at gå så langt som før, siger Markus Jablonski.

Forvandlingen varede fem og en halv måned, og varehuset var kun lukket de sidste fem og en halv uge.

- Det gav en større overraskelseseffekt, at vi havde haft lukket og kunne slå dørene op til et helt forvandlet varehus, siger kommunikationschefen.

Tjener penge på at producere selv

Lige inden for døren er bagerafdelingen, hvor bagerne er ifuld gang med at ælte dej. Det er også dem, der lægger dejen til pizzaerne, som kunderne kan købe i varehusets eget pizzeria.

- Vi laver alt selv fra bunden. Det er opskriften på succes. Tag et eksempel, som når vi får et parti ananas til en god pris. Først sælger vi dem, vi kan, i frugtafdelingen, så er der nogle til smoothies og juice - og nogle skåret i mindre stykker til conveniencedisken.

Konditorerne skal bruge ananas til kager, og der går nogle til salater, og selvfølgelig skal der bruges ananas til pizza Hawaii, siger Markus Jablonski.

Han vil ikke sætte tal på varehusets omsætning.

- Men vi har øget både omsætning og bundlinje, siger han. På en god lørdag er Markethalle besøgt af op mod 14.500 kunder. Mange kommer fra Krefeld, der ligger godt 20 km nordvest for Düsseldorf og har 225.000 indbyggere.

- Krefeld er en gammel tekstil- og kemikalieby. Det bærer sammensætningen af beboere præg af. Den ene halvdel har mange penge. Den anden halvdel har ikke. Markthalle tiltrækker et stort udvalg af folk, der ønsker at købe delikatesser som Kobe-bøf eller trøfler, såvel som familier, der er på deres ugentlige indkøb. Vi mistede ikke vores faste kunder ved ombygningen, siger Markus Jablonski.

Han tilføjer, at Markethalle endda har formået at tiltrække nye kunder med ekstraordinære produkter inden for enhver prisklasse samt god service. - Vi garanterer vores kunder de laveste priser på hundredvis af dagligvarer. Det er hårdt på grund af den hårde konkurrence i den tyske dagligvaresektor. Men fordi vi holder hele værdikæden inden for catering i huset, opnår vi højere marginer, der nemt kan kompensere for vores investering i de lave priser på dagligvarer, siger han.

Hygge i vinbaren

Fortsætter man fra indgangen til højre langs bagerdisken, kommer frugt og grønt. Vælger man i stedet at gå lige ud, kommer først industribrød og tørkolonial og derefter nonfood- varerne.

- Vi har i det nye varehus skåret ned på nonfood, så forholdet nu er 70 pct. fødevarer mod 60 pct. før. Bæredygtighed er et vigtigt parameter, og vi har fjernet plastik alle de steder, hvor det er muligt. Vi tilbyder kunderne papirposer til frugt og grønt. Det har så den ulempe, at kassedamen ikke så let kan se, hvad der er i posen, smiler Markus Jablonski og tilføjer, at alle bananer er fairtrade-produkter.

Tilbage til køen ved kasselinjen, som vi fortsat ikke kan se. Men nej, denne torsdag eftermiddag er det ikke ved kassen, kunderne er. En del af dem er i vinbaren, som vi når efter frugt og grønt. Her er fyldt op på stolene langs baren. Et enkelt par står endda op og småsludrer, mens de – formentlig – venter på en ledig stol.

Pladserne er hovedsageligt besat af midaldrende par, der får et glas vin og en bid brød.

- De kan også lade sig inspirere af gratis smagsprøver. Vores sommelier er god til at vejlede kunderne, og det betyder, at gennemsnitsprisen for den vin, de køber, er løftet fra mellem 4 og 6 euro til mellem 6 og 8 euro, siger kommunikationschefen og henviser til, at vinbaren ligger i sammenhæng med en stor vinafdeling.

Ikke langt fra vinbaren sidder folk i alle aldre ved små borde og spiser eller får lidt koldt at drikke. Nogle har en kundevogn stående ved siden af bordet.

- Vi oplever, at nogle mennesker kommer og spiser her aften efter aften. De køber ikke nødvendigvis ind hver gang, siger Markus Jablonski.

Vælg din fisk

Real Markethalle har ikke færre end 200 stole, hvor folk kan sidde og spise på forskellig vis. Kun en lille del af pladserne er i vinbaren. Nogle er i kafferisteriet, der ligger lige over for konditoren. Den største samling af pladser findes sammen med det, som Markus Jablonski kalder for maskinrummet.

Det er et stort køkken midt i ferskvareafdelingen, hvor personalet står og laver mad til kunderne, mens de venter. Køkkenet er åbent fra 10 til 20, og kunderne kan få mange typer stegt kød med tilbehør efter eget valg.

- Man betaler efter vægt og kan vælge præcis det, man har lyst til den dag. Du kan også gå over i fiskeafdelingen og vælge dig en fisk, som de så tilbereder her i køkkenet, siger Markus Jablonski.

Fiskeafdelingen byder på et stort udvalg af ferske fisk, der ligger på is på noget, der ligner et flygel af blankt metal. Om aftenen fjernes alt is, og næste morgen fyldes ”flygelet” igen, når isen lukkes ud gennem en låge i loftet.

- Vi har også vores eget fiskerøgeri, men sushi kan vi ikke gøre lige så godt, som den kæde, vi har outsourcet det til, siger Markus Jablonski og henviser til internationale Sushi Daily.

På den anden side af det store produktionskøkken er ”slagterboderne”. Det er små boder med henholdsvis pølser, pålæg, specialiteter fra hele verden, oste og lignende. Over hver bod skaber en markise markedsstemning. Ved siden af boderne er blandt andet kølediske med færdigretter og andre tilberedte produkter.

- Kunderne efterspørger i stigende grad bæredygtighed og convenience i sortimentet, ligesom de gerne vil kende varernes oprindelse, og hvordan de selv kan tilberede retterne hjemme. Det kan vores personale, der er eksperter i hver deres afdeling, altid svare på, siger Markus Jablonski.

REAL MARKETHALLE, KREFELD:

- blev som det første af to Real hypermarkeder totalt bygget om i 2016

- salgsareal 11.500 kvm

- antal ansatte: ca. 260 – halvdelen er fastansatte

- kundestrøm: 14.500 på en god lørdag. Kundestrømmen er øget med 30 pct. efter ombygning

- varesortiment: 80.000 varenumre - 20 pct. af omsætningen fra private label-varer som discountserien Toll in Preis, real Bio (øko), Wunderbärchen (alt til de mindste) real Quality (på niveau med mærkevarer i kvalitet)

- Real har et loyalitetsprogram, og app’en kan også benyttes til betaling

- Real tilbyder klik og hent

Opdateret 10. nov 2020