Hurtig rengøring giver kunderne sikkerhed
Frygten for smitte med Covid-19 tvinger dagligvarebutikkerne til at tænke i nye baner. I Sverige er det seneste initiativ såkaldte ”desinfektionsskabe”, som vasker kundekurve og vogne inden kunden begynder sin indkøbstur.
Først med idéen var ICA Maxi i byen Partille, som ligger øst for Göteborg. Siden november har butikken haft skabene installeret, som både vasker og desinficerer vogne og kurve på kort tid.
- Vi har kørt med det i et par uger, og det fungerer rigtig godt. Ingen børnesygdomme eller større driftsforstyrrelser, siger butikschef Michael Strindeborn.
Hvad fik dig til at tilbyde kunderne den service?
- Hovedsageligt den stærke signalværdi. Kunden ser, at vi gør, hvad vi kan for at øge sikkerheden og forhindre spredning af infektion, siger han og uddyber, at kunderne har taget rigtig godt imod det nye system.
- De, der bruger det, synes, det føles smart og innovativt.
Kunderne styrer selv
Desinfektionsskabet, der renser vognene, måler næsten to meter i længden, er lidt over to meter høj og cirka en meter bred. I Partille er det anbragt ved indgangslågerne, når kunden kommer ind i butikken. Vaskeenheden til kurvene er halvt så stor.
- Kunden sætter kurven op eller kører indkøbsvognen ind i den pågældende rengøringsenhed og vifter med hånden foran en sensor, der begynder at rengøre, forklarer Michael Strindeborn.
Maskinen registrerer, om det er en indkøbskurv eller kurv, og starter derfor ikke ved andre genstande. Inde i maskinen sprøjter en række små dyser desinfektionsmiddel ud under tryk. Alt vaskes og håndtagene bliver gjort ekstra grundigt rene. Hele processen tager cirka tre sekunder. Et lyssignal, der skifter fra rødt til grønt, indikerer, at vasken er afsluttet, og kunden kan trække vognen eller kurven ud.
Vognen eller kurven er lidt våd, når den kommer ud, men da det er en alkoholbaseret rengøringsvæske, fordamper det på få sekunder. En gang om ugen skal rengøringsvæske genopfyldes.
En fyldt 20-liters container er nok til 3.000 kurve eller til 2.000 vogne, og den anvendte væske opsamles i en beholder i maskinen. Indtil videre benytter hver femte kunde lejligheden til at vaske en kurv eller vogn inden indkøbet.
- Interessen stiger, og vi håber, at det bliver en rutine blandt kunderne at bruge rengøringsskabet. Det tager noget tid, før det sætter sig fast i kundens bevidsthed. I betragtning af at interessen for hygiejne stiger på grund af pandemien, vil vi sandsynligvis beholde skabene, selv når Covid-19 er forbi, konkluderer Michael Strindeborn.
Maskinen:
Navn: Foum
Producent: Innorent (Finland)
Pris: 45.000 - 65.000 svenske
kr.