”Hold op, hvor er det billigt”
De dybfrosne pizzaer og pølserne er revet væk, faktisk er fryseren gabende tom, og i køleskabet er der kun en lille håndfuld flasker med kildevand tilbage. Den nye discountbutik EasyFoodstore, der måtte lukke efter blot halvanden dag, fordi man var løbet tør for varer, har igen åbent,
Men nogle af de mest populære produkter som morgenmadsprodukter, chokoladesmåkager, kaffe, samt frosne pizzaer og burgers er det endnu ikke lykkedes at få nye partier hjem af.
Den overvældende succes skyldes ikke mindst priserne. Alle produkter koster sølle 25 pence (omkring 2,50 krone). Der er dog stadig masser af varer på reolerne, hvilket nok beror på, at man nu har sat en grænse for, hvor mange af hvert produkt der må ryge ned i indkøbskurven.
Vi oplevede, at vores konkurrenter kom og købte vores varer for at sælge dem videre, så nu må hver kunde maksimalt købe ti styks af hvert produkt, fortæller Richard Schackleton, der er talsmand for det nye supermarked.
Den nye regel er tilsyneladende gået en midaldrende dames næse forbi, der har taget flere hele kasser fyldt med dåser af baked beans. Hun bliver derfor høfligt bedt om at sætte nogle af dem tilbage på hylderne, hvilket hun lettere ærgerlig gør.
På åbningsdagen var der kun en ekspedient til at betjene kasseapparatet og en opfylder, men lidt for meget tumult betød, at man nu har valgt at ansætte to vagter, der blandt andet sørger for, ad der ikke er mere end 6-7 kunder i butikken af gangen. Her et par uger efter den hektiske åbning, er køen udenfor butikken skrumpet til en håndfuld kunder, men de første dage var der kø langt ned ad vejen, og folk ventede op til seks timer på at komme ind. Og det er langt fra kun personer fra lokalområdet, der har kigget forbi.
Vi har haft kunder helt fra Bournemouth, Kent og Gloucester, forklarer Richard Schackleton.
Sidstnævnte kræver en knap 2½ times togtur, så det er næppe et besøg, der har kunnet betale sig, selvom varerne er billige. Men det nye supermarked har fået gratis PR i stride strømme, for pressen har været vilde med det nye koncept, og det har uden tvivl været med til at skærpe interessen og besøgstallet. I dag er der således et australsk tv-hold forbi for at lave et indslag om EasyFoodstore.
Spartansk indretning og vareudbud
Rammerne for discountmarkedet er yderst beskedne. Lokalet er et tidligere kontor, der er blevet omdannet til butik.
– Vi valgte den her beliggenhed, fordi Easy allerede ejer bygningen. Vi har delt den i to, og i den ene ende har vi vores busselskab, og i den her ende har vi så placeret et supermarked, siger Richard Schackleton
Butikkens areal udgør omkring 75 kvadratmeter og er særdeles spartansk indrettet. Stålreoler med spånplader, et enkelt kasseapparat, en fryser og et køleskab. Der er ingen indkøbsvogne, blot en stak indkøbskurve på hjul.
Butikken er en pilotbutik, og konceptet er stadig under udvikling. Til at starte med havde man 76 varenumre, men det er allerede blevet reduceret.
– Vi holder hele tiden øje med, hvad folk køber, og vi vil ændre vores varelager løbende i forhold til, hvad folk er interesserede i. I øjeblikket ser det ud til, at det er alle basisvarerne: baked beans, ris, pasta, hakkede tomater, mayonnaise, kiks, grøntsager på dåse, alle de ting, som bliver brugt i almindelig madlavning. Vi har også frosne varer, men de er udsolgte. Vi har tænkt os at få dem igen, men de er ret svære at få fat i, forklarer butikkens talsmand.
Fra den 1. marts planlægger man at gå fra omkring 70 varer ned til de 40 bedst sælgende produkter.
Heller ikke priserne er fastlagte endnu.
– Jeg vil ikke kommentere på profitmargener. Lige nu koster alt 25 pence, det er et introduktionstilbud, og i slutningen af februar stiger alt til 29 pence. Til maj eller juni skal vi så finde ud af, hvad de faste priser skal ligge på, og om vi kan tjene penge på det. Det bliver måske 50 pence, men vi vil stadig være billigere end de andre discountbutikker.
– Vi har valgt at køre med de samme priser for alle produkter, fordi det gør det meget nemt for folk, men med tiden bliver vi måske nødt til at prissætte varerne forskelligt. Men vi vil gerne forsøge at gøre det enkelt. Det kan være, vi ender med tre faste priskategorier, der hedder: billig, medium og dyr, siger han.
Flere fattige
Manden bag Easyfoodstore, Stelios Haji-Ioannou, som også står bag Easyjet, fik ideen til discountkonceptet, da han så, hvordan et stadigt stigende antal mennesker i Storbritannien er nødsaget til at ty til velgørenhedsorganisationer, der uddeler mad.
– Målgruppen for EasyFoodstore er folk, for hvem livet er hårdt. Personer på overførselsindkomster, pensionister, folk med deltidsjob som ikke har en masse penge, og de butikker, vi åbner, vil blive i områder med en sådan demografi, forklarer Richard Schackleton, som har oplevet, at kunder kom hen til ham og fortalte, hvor taknemmelige de var for, at der var kommet en sådan butik.
Christopher Bond bor blot to minutter fra butikken og har som studerende ikke mange penge at rutte med.
– Jeg synes, priserne er fantastiske, men udvalget er for magert, forklarer han. Christopher Bond er dog ligeglad med, at butikken ikke fører mærkevarer.
– Jeg er vant til at gå efter pris og køber altid, det der er billigst, erklærer han.
Casandra Havington er en af anden af de kunder, der har lagt vejen forbi. Hun er godt utilfreds med, at man skal stå i kø for at komme ind i butikken og havde ligesom Christopher gerne set et større udvalg af varer.
– Det er træls, her ikke er mere plads, sådan et koncept burde have et areal som en Ikea, men hold op, hvor er det billigt. Jeg har en pose fyldt med varer og har kun betalt £5 pund (cirka 50 kroner), siger hun.
Richhard Schackleton vil ikke afvise, at EasyFoodstore med tiden kan åbne butikker udenfor Storbritannien.
Hvis en ejer af en butikskæde i for eksempel Danmark, Sverige, Norge eller Luxembourg kommer og siger, at de godt kan lide ideen og konceptet, og spørger, om de kan franchise, vil vi sige: lad os sætte os ned og snakke om det, erklærer han.
Hvis pilotbutikken bliver en succes, planlægger man dog i første omgang at åbne butikker i Sydøstlondon, Midlands og det nordlige England,