Edekas købmænd vækster mere end discountformatet

Udland 8. maj 2017 -
This describes the image
| |

Omsætningen i Edeka Group steg samlet med 2,5 pct. i 2016 til 49,6 mia. euro, svarende til 369 mia. kr. Særligt Edekas 4.000 selvstændige købmænd, der tilsammen driver 5.900 supermarkeder, oplevede en salgsfremgang sidste år med en vækst på 3,8 pct. Og med en samlet omsætning på 25,2 mia. euro står Edeka-købmændene for mere end halvdelen af Edeka Groups samlede årsomsætning.

- De selvstændige Edekakøbmænd er og forbliver nøglen til vores succes, sagde Markus Mosa, da Edeka Group offentliggjorde salget for 2016.

Markus Mosa fremhævede også købmændenes evne til konstant at skabe nye shopping-oplevelser som en væsentlig faktor til omsætningsfremgangen, ligesom lanceringen af 250 nye private labels-produkter har været med til at styrke omsætningen i butikkerne.

Stor investeringslyst

Også Edekas discountformat Netto havde vækst. Her steg salget med 2,6 pct. i forhold til 2015, mens omsætningen landede på 12,7 mia. euro eller 94,5 mia. kr. Ifølge Mosa har Netto testet nye koncepter i Hamburg og Regensburg og vil nu udrulle succesfulde elementer fra testene til kædens øvrige omkring 4.170 butikker.

Samtidig har Edeka Group planer om at investere adskillige mio. euro i at ekspandere og styrke Nettos butiksportefølje. Alene i 2017 vil Edeka investere små 750 mio. kr. i nye butikker og ombygninger, således at flere butikker udvides fra en gennemsnitstørrelse på 750 kvadratmeter til 1.000 kvadratmeter.

Den helt store investering foretager Edeka Group dog uden for butikkerne, hvor virksom-heden vil investere hele 14 mia. kr. i at forbedre infrastrukturen i år. Derudover vil Edeka også integrere 335 tidligere Kaiser’s Tengelmann i Edekakonceptet.

Overtagelsen af Kaiserbutikkerne inkluderer desuden onlinekonceptet Bringmeister, som pt. opererer i Berlin og München og som giver Edeka mulighed for at lære af en onlinespecialist i forhold til at styrke virksomhedens egen onlineforretning.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?