Amazon sætter gang i digital udvikling
Forandringerne vælter ind over detailhandlen – og lige om hjørnet er endnu større forandringer, som styres af forbrugernes nye tilgang til at købe ind. Amazon er en af giganterne, der svinger taktstokken hos både detailhandlerne og leverandørerne af nye digitale løsninger.
Hidtil har nordiske detailhandlere betragtet Amazons banebrydende løsninger på distancen og lunet sig ved, at det nordiske marked, for ikke at sige det danske marked isoleret betragtet, er for lille til, at Amazon vil rykke ind med sine nye løsninger til fremtidens shopping. Men tro ikke på, at Amazon holder sig væk, lyder det fra adm. direktør i Bording Data, Henrik Salicath.
Han siger, at danske kæder, også inden for dagligvarer, har taget bestik af den digitale revolution af detailhandlen.
– Amazon er et godt eksempel på en stor e-handel, der med Amazon Go vælger at gå ind i en helt anden type forretning for at være tættere på deres kunder, men også for at introducere nye måder at sælge varer på. Vi har kunder i dansk detailhandel, som nu påtænker at gå i gang med lignende typer butikker. De kan godt se, at det giver mening, også inden for dagligvarer.
– Vi bliver nødt til at tænke mere konstruktivt og kreativt. Vi ser bare begyndelsen af nogle af de tiltag, der kommer til at ske. Jeg tror ikke, at det bliver i morgen, men det sker, siger Henrik Salicath.
Når han skal forklare den hastige digitale udvikling, tager han udgangspunkt i forbrugerne.
– Forbrugerne er i dag langt mere involveret i de indkøb, de foretager. Et langt stykke ad vejen er vi langt bedre forberedt. Det gælder også dagligvarer – og ikke kun de store ting, som vi har brugt tid på at finde ud af, hvad de skal koste, og hvad kvalitet og forskelle er. Det er det også på fødevarer. Hvor er det så, at nye digitale løsninger vil finde vej i danske butikker?
Mobilen styrer
Henrik Salicath mener, at mobiltelefonen snart vil præge alt omkring detailhandel. Især peger han på to områder, hvor danske kæder også i dagligvarehandlen arbejder med nye løsninger, nemlig til at skabe nye former for butiksoplevelser og på hele betalingsområdet. Butikkerne vil forsøge at påvirke kunderne på indkøbsturen i butikken.
– Det kan gøres på flere måder. Mobiltelefonerne er en måde at gøre det på. Her er teknologien det altoverskyggende element, som vores kunder vil bruge til at styre forbrugerne og informere dem og til at hjælpe dem med at skabe krydssalg og opsalg undervejs i indkøbsoplevelsen. For detailhandlen handler det meget om at informere og sikre, at kunderne bliver loyale.
– Skiftet, der kommer nu er, handler også om udgangskasserne. Man taler i dag om en check out arena i områder, hvor der typisk er bemandede udgangskasser i dag. Her går man fra den meget stationære tilgang til butikken til et mere fleksibelt kasseområde, hvor man kan betale for varerne på andre måder. En stor del af dansk dagligvarehandel er nu begyndt at tænke check out arena i stedet for check out enheder.
I Sverige og Norge har man været længere fremme. Det er udtryk for, at forbrugere stiller nye krav. Kunderne vil ikke længere acceptere at stå i kø, at deres regninger ikke er rigtige, at prisen ikke er rigtig, og at de ikke ved, hvor de kan hente varen. Kunderne stiller nogle krav til vores butikker på nogle helt andre præmisser.
– Derfor ved dagligvarehandlen godt, at de er nødt til at skabe de moments, og de oplevelser er de nødt til at værne om, for ellers går forbrugerne deres vej, og så kommer de ikke igen. Vores større kunder har sat projekter i gang hos os, så kunden kan downloade en app og bruge mobilen til at scanne og betale.
Mere dynamik
Henrik Salicath ved naturligvis ikke, om og i givet fald hvornår Amazon vil rykke ind på det nordiske marked. Men selv uden at være til stede sætter Amazon allerede nu dagsordenen for alle andre butikker.
– Når Amazon gør sit store indtog på det nordiske marked, vil de stille nogle krav til den etablerede dagligvarehandel eller stille den nogle konkurrencemæssige udfordringer, som man er nødt til at tage stilling til allerede nu for at være klar. Det er en af de ting, der driver dagligvarehandlen lige nu.
Transformationen i dagligvarehandlen drives af den konkurrencemæssige situation, som er ved at dukke op, fordi nogle som Amazon gør deres entré. Det er med til at skubbe på den udvikling, så der kommer til at gå hurtigere og skabe mere dynamik.
– Jeg tror, at det er vigtigt, at man i detailhandlen tager den endelige beslutning om at sige, at det ikke er et spørgsmål, om det sker, men hvornår det sker, siger Henrik Salicath.