Salget af alkoholfri øl vokser med over 10 procent

Trends 3. aug 2021 -
This describes the image
Danskerne bruger flere penge end nogensinde før på alkoholfri øl. Royal Unibrew
  • Endnu flere forbrugere drak alkoholfrie øl i 2020, viser tal fra Bryggeriforeningen  

Skrevet af: Søren Tougaard

Mange danskere ynder at nyde en kold øl på terrassen i sommersolen eller til maden i festligt lag. Og oftere og oftere er det alkoholfri øl, der bliver drukket. 

I 2020 steg salget af alkoholfri øl fra de danske bryggerier med 11 pct. til næsten 6,6 mio. liter, viser en opgørelse fra Bryggeriforeningen. Det er ny rekord, skriver Finans

Dermed fortsætter salget af alkohol fri øl med at stige, som det har været tilfældet lige siden 2014. Dengang solgte bryggerierne 1,9 mio. liter alkoholfri øl.

På seks år har de danske bryggerier øget salget af de alkoholfri øl med 247 pct.

Bryggeriforeningens direktør Niels Hald peger især på to årsager til det kraftigt stigende salg af alkoholfri øl, der indeholder maksimalt 0,5 pct. alkohol. 

- Bryggerne er ganske enkelt blevet dygtigere til at brygge alkoholfrie øl, som smager godt. Samtidig er det blevet socialt acceptabelt at nyde en øl uden alkohol – i visse kredse er det endda ret hipt, siger han til mediet. 

Tilbage i 2014 havde de danske bryggerier seks alkoholfri øl på markedet. Sidste år var det antal vokset til 57 varianter.  

 

  

   

Opdateret 3. aug 2021