Madpriserne holder sig i ro

Trends 10. mar 2021 -
This describes the image
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
  • Stigende råvarepriser på verdensplan sætter indtil videre ingen spor på fødevarepriserne i danske supermarkeder

Prisen på madvarerne i de danske dagligvarebutikker bidrog igen i februar til at trække den overordnede inflation ned. Med et niveau kun 0,1 pct. over priserne i februar sidste år ligger prisudviklingen på "fødevarer og ikke-alkoholiske drikke" under en stadig lav inflation på 0,6 pct.

Dermed er indtil videre ingen tegn på, at store stigninger på visse råvarer på verdensmarkedet forplanter sig til butikspriserne på fødevarer.

Afgiftsforhøjelsen på cigaretterne sidste år er til gengæld med til at løfte priserne. På årsbasis er kategorien "alkoholiske drikkevarer og tobak" steget med 15,4 pct., mens priserne til gengæld faldt 1,7 pct. fra januar til februar - ifølge Danmarks Statistisk som følge af "prisfald på cigaretter". 

- Overraskende trak cigaretpriserne også ned, til trods for, at der ikke er sket ændringer i afgiften, lyder kommentaren fra privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen, Danske Bank.  

Hun er enig med økonom-kolleger i vurderingen af, at inflationen kun vil stige svagt i år.

 

Opdateret 10. mar 2021