Køl og frost topper butikstyvenes hitliste

2. feb 2023 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Flere butikstyve stjæler varer til husholdningen

Skrevet af: Henrik Denman

Butikstyve går i højere grad end tidligere målrettet efter køl og frost, når de stjæler eller forsøger at stjæle varer. 

I en længere periode har personlig pleje toppet listen over varer, der oftest bliver stjålet, men med den nyeste udvikling med inflation, højere energipriser og en stram økonomi i husholdningsbudgettet er de mest eftertragtede varer for butikstyvene i dag køle- og frostvarer.

– I nogle af vores seneste tal kan vi se, at personlig pleje ikke længere ligger øverst på listen, men er røget lidt længere ned, og vi har fået køl og frost og kolonial op i toppen. Det tyder på, at der er sket et skift, så der er flere, der stjæler varer til husholdningen. Det er af flere grunde rigtig trist, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Henrik Lundgaard Sedenmark.

I databasen Crimestat kan butikkerne registrere butikstyverier, og her registrerer de også de varer og varegrupper, som butikstyvene går efter.

I en årrække har den mest eftertragtede varegruppe været personlig pleje, men butikstyvene har gennem 2022 i endnu højere grad rettet opmærksomheden mod køl og frost, f.eks. kylling, smør, ost og is, og kolonial som dåsetun, nødder og kaffe.

Den seneste udvikling viser desuden, at butikstyve i stigende omfang går efter slagtervarer som oksemørbrad og culottesteg. 

Personlig pleje med deodoranter, parfume og barberblade er dog fortsat populære varer hos butikstyvene.

De seneste tal fra 2021 viser, at omkring 78 pct. af de enkeltvarer, der blev stjålet, havde en værdi på 100 kr. eller derunder. Desuden gælder det, at butikstyven i 68 pct. af tilfældene kun stjal en enkelt vare.

Beløbet for et samlet gennemsnitstyveri var 567 kr.

De nyeste tal fra Crimestat er på trapperne og ventes offentliggjort i begyndelsen af marts.
 

 

 


 


 

Opdateret 2. feb 2023