Rød alarm: Tuborgs fødselsdags-øl er udsolgt          

9. maj 2023 -
This describes the image
Foto: Carlsberg Danmark
  • Næsten 900.000 liter Rød Tuborg på dåse er udsolgt i dagligvarebutikkerne. Det er en uge før forventet  

 Danskerne var i større fødselsdagshumør end Tuborg havde regnet med. De 880.000 liter man havde brygget til landets dagligvarebutikker er udsolgt en uge før fødselsdagen den 13. maj, og bryggeriet kan ikke nå at brygge mere. 

I anledning af Tuborgs 150 års fødselsdag havde bryggeriet for første gang i flere år brygget Rød Tuborg på dåse. 

- Vi har sendt omtrent 880.000 liter Rød Tuborg i dåser ud i detailhandlen for at gøre lidt ekstra af vores 150-års fødselsdag, men vi havde ikke forventet, at der allerede ville være udsolgt i butikkerne, siger Caroline Leopold, brand manager for Tuborg hos Carlsberg Danmark. 

Det er ikke hvert år, at Rød Tuborg kommer på dåse, så Tuborg har gjort en dyd ud af, at dåserne er blevet fordelt over hele landet. 

Da Rød Tuborg også skulle ud i de danske detailbutikker i år har Carlsberg Danmarks bryggeri i Fredericia brygget mere Rød Tuborg end sædvanligt. I 2022 bryggede man 290.000 liter Rød Tuborg, men i år har man brygget næsten 1.6 mio. liter svarende til en stigning på 450 pct. 

Kunderne kan dog stadig være heldige at finde en Rød Tuborg i landets butikker og barer. Når Carlsberg melder udsolgt, er det en forvarsel, om at det snart er slut, da butikker og barer ikke kan bestille mere, da Carlsbergs lagre er tomme. 

Rød Tuborg er blevet brygget siden 1875 og var den første øl, som Tuborg præsenterede danskerne for. Det er en mørk, undergæret øltype, som stammer fra Bayern i Tyskland. I Danmark er typen kendt som lager- eller bajersk øl. Den er på 4,3%.

Opdateret 10. maj 2023