”Folkets Bryggeri” fastholder kerneværdier: Billige priser og kvalitet skal fremtidssikre Harboe

17. maj 2023 -
This describes the image
Adm. direktør Søren Malling fra Harboes Bryggeri: - Måske er nogen af den opfattelse, at alle inputpriser falder. Men det er desværre ikke den virkelighed, vi ser.   Foto: Harboes Bryggeri
  • Harboes Bryggeri er i offensiven med designløft og prisvenlighed. Adm. direktør Søren Malling fortæller til Dagligvarehandlen.dk om satsninger og strategi.

- Vi er 'Folkets Bryggeri'. Det betyder, at vi fremstiller og sælger ærlige og ligetil produkter til en god pris. Vi gør god kvalitet tilgængelig for alle. Det er en strategi, som vi mener er fremtidssikret og som – især i øjeblikket – falder i god jord hos mange forbrugere, siger Søren Malling, der har været adm. direktør i Harboes Bryggeri siden 2019.

Det familieledede bryggeri med den lange historie har faste rødder i Skælskør på Vestsjælland, og Harboes Bryggeri er Danmarks tredjestørste bryggeri.

Harboe har bryggerier i Danmark og Tyskland. De beskæftiger cirka 600 medarbejdere og producerer øl, læskedrikke, energidrikke, maltdrikke og maltbaserede produkter. Tilsammen produceres der i runde tal cirka fem mio. hektoliter om året. 

Designløft anno 2022

Ifølge Søren Malling er det altså især konkurrencedygtige priser og et fortsat folkeligt brand, der skal fastholde, og måske udbygge, markedet i Danmark og internationalt. Direktøren peger samtidig på, at virksomhedens nye visuelle udtryk er led i en modernisering af de traditionsrige produkter.

- I 2022 udviklede og lancerede vi et nyt visuelt udtryk for vores Harboe-mærke i Danmark. Vi er lykkes med at udvikle en visuel identitet på tværs af de meget forskellige drikkevarekategorier sodavand, øl og danskvand – men hvor man samtidig visuelt kan genkende Harboe-mærket på tværs. Både detailhandelskunder og forbrugere har taget godt imod det nye design, og det er med til at give vores mærke en styrke som Danmarks største og eneste 'prisstarter'-mærke på disse kategorier, siger Søren Malling.

Forvirring om priser

Hvad er de største udfordringer for Harboes Bryggeri?

- Den største udfordring for os og andre i branchen er fortsat stigende input-priser; Visse vigtige råvarer, materialer med videre har en fortsat stigende pris, samtidig med at andre stabiliserer prisen – og i enkelte tilfælde falder prisen. Det kan gøre det forvirrende for den brede offentlighed at forstå, hvorfor der fortsat er højere omkostninger til produktion af de samme varer. Måske er nogen af en opfattelse, at alle inputpriser falder. Men det er desværre ikke den virkelighed, vi ser. Vi ønsker at drive en profitabel og fair forretning, og det afspejler vores prissætning naturligvis til enhver tid. Heldigvis er vi for forbrugernes vedkommende i mange tilfælde stadigvæk et rigtig godt alternativ til visse dyrere mærkevarer, og derfor er vores mærkers relevans i markederne kun steget de seneste måneder.

Ny begyndelse?

Efter noget turbulens, har I vendt skuden, bl.a. ved hjælp af prisstigninger. Er der tale om en slags ny begyndelse for Harboe?

- Det vil jeg ikke sige. Vi har været nede i en 'bakkedal' rent indtjeningsmæssigt, men bryggeriet har historisk altid tjent penge, så vi har kunnet investere i udvikling og arbejdspladser – både i Danmark og Tyskland. Vi har en strategi, som vi tror på sikrer os, så vi kan komme tilbage til tidligere tiders gode indtjening.

I søger mod fornyelse: Hvilke af jeres seneste øl-satsninger anser du især for at være eksempler på vellykket fornyelse?

- Vi har udviklet en frisk og drikke-venlig IPA, som har potentiale både i Danmark og på vores eksportmarkeder. Dette er ét af mange gode eksempler på, hvordan vi er lykkedes med at udvikle rigtig gode, spændende øl, som samtidig er til at betale for forbrugerne.

Bjørne-muskler

Mikrobryggerierne har solidt fodfæste i Danmark, og Carlsberg har svaret igen med satsning på specialøl. Hvordan er Harboes strategi på markedet for specialøl?

- Vi vil gerne tilbyde gode specialøl til den brede befolkning, hvilket betyder en god pris og en let drikkelig bryg, som de fleste kan lide. Gode specialøl behøver ikke koste en formue, og én af vejene til at udvikle øl-kategorien er, at tilbyde specialøl som har en bred appeal i befolkningen i Danmark og udlandet.

Jeres 'Bear Beer' er jeres mest populære internationale brand, som også laves som specialøl. Mærker I en stigende efterspørgsel på varianter af special-øl?

- Vores Bear Beer-mærke sælges på de internationale markeder i de mest klassiske, kendte øltyper som Lager og Hvedeøl / 'Wheat', og vi ser også en stigende efterspørgsel på eksempelvis IPA og Alkoholfri Lager.

Høje standarder

Er der nogle fordomme om Harboe, I gerne vil ændre på?

- Harboe-mærket i Danmark er naturligt nok udsat for mange fordomme. Det tror jeg egentlig, at næsten alle store mainstream/historiske mærker bliver. Harboe-mærket og produkterne herunder kan af nogle forbrugere blive opfattet som værende af lavere kvalitet, måske som følge af den lavere prissætning sammenlignet med andre drikkevarer. Men sandheden er, at vi brygger øl og laver sodavand og danskvand efter samme metoder og kvalitetsstandarder som de andre større bryggerier og tapperier. Vores sodavand vinder faktisk jævnligt smagstest, som f.eks. i weekenden, hvor vores 'Harboe Squash Orange' blev kåret som markedets bedste appelsinvand. Og på vores tyske bryggeri i Dargun brygger vi øl efter Reinheitsgebot-princippet, som jo ikke er noget særligt mange store internationale bryggerier kan prale af.

Den sikre havn

Harboe er nærmest synonym med Skælskør. Skal det forblive sådan?

- Ja da. Men det ene udelukker ikke det andet. Vi er kendt i Danmark som bryggeriet der blev grundlagt i 1883 i Skælskør af Harboe-familien, og som stadig i dag ledes af 6. generation. Det er en vigtig del af vores identitet. Og i det store udland er det nok i højere grad vores danske islæt og vores stærke prisstarter-mærker som forbrugerne forholder sig til, siger adm. direktør Søren Malling fra Harboes Bryggeri.

This describes the image


Harboes Bryggeri er Danmarks tredjestørste bryggerigruppe.
 

Opdateret 17. maj 2023