Bolsjestrid: Små ugler tabte til blå ugler i sag om shots
-
United Drinks og Spangsberg Chokolade vinder en sag om krænkelse af retten til et varemærke
For to år siden afgjorde Sø- og Handelsretten, at shots under navnet ”Små Ugler” fra Spritfabrikken læner sig for meget op ad "Blå Ugler", som sælges af United Drinks på licens fra Spangsberg Chokolade.
Derfor nedlagde Sø- og Handelsretten forbud mod Spritfabrikkens salg, markedsføring og fremstilling af Små Ugler-shots.
Sagen blev af Spritfabrikken kæret til Vestre Landsret, som stadfæstede kendelsen fra Sø- og Handelsretten. Nu er der så faldet endelig dom i sagen.
Udover en erstatning på 300.000 kr. til United Drinks og 100.000 kr. til Spangsberg Chokolade samt sagsomkostninger på 119.500 kr. betyder dommen, at det forbydes Spritfabrikken at fremstille, lade fremstille, markedsføre, sælge, importere og/eller eksportere spiritusprodukter under brug af navnet ”Små Ugler”.
Dermed er der sat et punktum i en sag, der handlede om, hvorvidt Spritfabrikken har krænket United Drinks og Spangsberg Chokolades rettigheder til varemærket BLÅ UGLER. Og i hvilket omfang de to selskaber havde krav på erstatning, vederlag og godtgørelse.
Spangsberg Chokolade – ejet af Michael Spangsberg - har siden 2010 været indehaver af bolsjefabrikken Nørregade Bolcher.
Spangsberg købte i 1985 bolsjevirksomheden BonBon og begyndte herefter at producere og sælge blå ugleformede bolsjer under betegnelsen Blå Ugler.
Til retten har han forklaret, at der med udgangspunkt i den tidligere ejers sortiment blev udviklet bolsjet Blå Ugler i samarbejde med en lille lokal bolsjeproducent i København, der producerede bolsjet Blå Fisk.
I 2013 besluttede Spangsberg, at Nørregade Bolcher skulle begynde at producere bolsjerne Blå Ugler. Fire år senere indgik Spangsberg et samarbejde med United Drinks om brugen af Spangsbergs varemærker.
Den 10. september 2019 indleverede United Drinks og Spangsberg Chokolade en anmodning om midlertidigt forbud og påbud vedrørende Spritfabrikkens markedsføring og salg af spiritus under betegnelsen Små Ugler og/eller Blå Ugler.