To varehuse skal teste Bilkas "klik og hent"
En ung fyr kommer kørende på rulleskøjter langs køledisken med mælk og ost i Bilka i Tilst. Han er klædt i spraglet tøj med påskriften ”Bilka To Go”. Foran sig skubber han en kundevogn med varer, og på vognen er fastgjort en tablet, som han kigger på i farten.
Sådan kan scenariet meget vel være, når Bilka i Tilst og et af kædens varehuse i hoved-stadsområdet skal afprøve Dansk Supermarkeds nye satsning, Bilka To Go - dagligvarer på nettet, på kunderne efter sommerferien.
- Vi har endnu ikke besluttet, hvordan set up’et skal være i varehusene, men ”pakkerne” skal være synlige for kunderne. Det kan sagtens være, at de skal have uniformer som vores bannere – og jeg vil da ikke udelukke, at de skal køre på rulleskøjter, siger kædedirektør for Bilka, Mark Nielsen, lidt hemmelighedsfuldt og tilføjer, at de på den måde også bliver en reklamesøjle for Bilka To Go.
Han er til gengæld ikke spor hemmelighedsfuld, når han skal fortælle, hvorfor Dansk Super-marked tror på, at det kan lykkedes for Bilka, når langt de fleste onlinesupermarkeder kæmper med underskud.
- Vi har altid minimum to dages salg på hylderne, så de kunder, der kommer i de fysiske varehuse, kommer ikke til at opleve tomme hylderne hos os, selv om vi plukker til vores onlinekunder. Og vi skal ikke bruge ressourcer på fragt eller på at opbygge afhentningssteder. Kunderne skal hente deres varer i vores vareudlevering, som de kender i forvejen, fortæller Mark Nielsen og tilføjer, at de enkelte varehus nu skal til at bygge køle- og fryserum i vareudleveringerne.
14.000 varer
For nogle få uger siden begyndte Bilka at teste det nye onlinekoncept, Bilka To Go, blandt medarbejderne på hovedkontoret i Årslev.
- Vi har arbejdet længe med at lægge varer på portalen, der er baseret på iPosens platform. Men vi vil være helt sikre på, at den kører, som den skal, inden kunderne får lov at bestille, siger Mark Nielsen og tilføjer, at alle varehusets 14.000 dagligvarer er tilgængelige i onlineshoppen – og at tilbud i avisen også gælder på nettet.
- Vi har endnu ikke fastlagt, hvornår kunderne skal bestille for at kunne få varerne på et givent tidspunkt. Men i første omgang vil der sikkert skulle gå fem til seks timer mellem bestilling og afhentning, og vi vil kun udlevere varer i dagtimerne, siger Mark Nielsen, der ikke udelukker, at det enkelte varehus på længere sigt skal udlevere varer i hele åbning-tiden.
- Og kunderne behøver ikke en gang at stå ud af bilen for at få deres varer. Vi bygger drive-in-sluser til afhentning, fortæller Mark Nielsen.