Uddannelser som tilløbsstykke
Menneskemængden var massiv uden for og inden i Bella Center. Tæt pakkede grupper af unge stod i klynger eller banede sig vej videre mod nye mål i et sceneri, der mest af alt mindede om lufthavnens afgangshal i på sommerens første store feriedag eller ved indgangsportene til tribunerne til en vigtig kamp med fodboldlandsholdet.
Den store tilstrømning til Bella Centret gjaldt imidlertid Danmarks største uddannelsesevent, der var rammen om DM i Skills - de årlige danmarksmesterskaber for erhvervsuddannelser -, der fandt sted over tre dage i sidste uge.
Det var femte gang, der blev holdt DM i Skills for erhvervsuddannelserne. Siden mesterskabet begyndte i 2011, har det trukket flere og flere besøgende. Sidste torsdag, fredag og lørdag satte mesterskabet endnu en gang rekord med 68.000 besøgende, og dermed er DM i Skills nu landets største uddannelsesevent. Arrangementet bredte sig over to haller. Midt i hal B ligger et stor stand for detailhandel, hvor Lasse Falbe på 18 år har travlt med at fortælle andre unge om sin uddannelse.
Sælger i butik
Han er i gang med HG på handelsgymnasiet Campus Vejle, hvor han bliver færdig til sommer.
- Når jeg bliver færdig, vil jeg gerne i arbejde med det samme. Jeg vil ikke så gerne have en læreplads, for jeg synes, at jeg har kompetencerne til at komme direkte ud i et arbejde.
- Men jeg har også lidt den filosofi, at man skal videreuddanne sig gennem hele livet, så jeg tænker også på at tage en HF og måske fortsætte med en uddannelse som professionel bachelor i international kommunikation og samfundsfag, hvor det hele foregår på engelsk.
Jeg overvejer enten at gå den vej eller at blive sælger i en butik, og hele arrangementet med DM i Skills har bestemt åbnet øjnene for mig for at arbejde i detailhandel som sælger, siger Lasse Falbe.
Sammen med tre studiekammerater stod han på en stand, der var indrettet som en specialbutik i samarbejde med Osteriet i Vejle. Ved indgangen står et fad med ostesmagsprøver, en montre byder på et udvalg af oste, som man kan købe, bagest står et gammeldags kasseapparat, og på væggen hænger en indrammet smileyrapport.
- Det er helt klart spændende, og der går da konkurrence i mig. Jeg kan godt lide at fortælle kunderne historien om de gode råvarer og hvordan varerne smager, siger han.
Præsterer det bedste
Den store stand, hvor de besøgende også kunne se, hvordan man arbejder med kosmetik, var skabt i samarbejde mellem Dansk Erhverv og HK Handel i Det faglige udvalg for detailhandelsuddannelser.
Formanden for udvalget, Kate Ziegler fra HK Handel i Aalborg, var begejstret for uddannelseseventen, for de unges begejstring for at stå på standene og for at deltage i konkurrencerne.
- Det er superflot at se, hvordan eleverne har arbejdet med standene. De er engageret i at leve op til at præstere det bedste.
- Formålet med eventen er at få de unges øjne op for de mange muligheder, der er inden for erhvervsuddannelse, vise hvad man kan drive det til, og at gøre det på en måde, hvor unge snakker med unge. Det er samtale i øjenhøjde for de unge, der besøger standene. Vi vil gerne have flere til at se værdierne i at få en detailuddannelse, siger Kate Ziegler.
Størstedelen af de besøgende er skoleelever fra 7. til 10. klassetrin.
Konkurrencefag
De kan på uddannelseseventen se studerende og elever fra erhvervsuddannelser, tømrere, social- og sundhedsassistenter, skuespillere, slagterelever, konditorelever og detailhandelselever. I særlige prøv, mærk og føl et fag kunne de besøgende selv prøve at bygge, røre, bage, klippe og forbinde for på den måde at afprøve, om en erhvervsuddannelse kunne være noget for dem.
Et af konkurrencefagene er detailslagteruddannelsen.
Slagterfaget havde en stor stand, hvor 10 slagterelever dystede om Danmarksmesterskabet.
De 10 finalister i DM for slagterelever, som først havde deltaget i skolemesterskaberne, var fordelt på syv slagterelever fra private slagterforretninger og tre slagterelever fra Coop.
Højt niveau
En af dommerne er Peter Svarre, der til daglig er slagtermester i Føtex på Vesterbrogade i København.
- Det er et flot niveau og samme højde niveau som i de seneste år. Det, som de unge slagterelever laver i dag og tilbyder kunderne, lavede vi slet ikke, så der sker en fantastisk forædling af produkterne, lyder hans vurdering.
Begejstringen er lige så stor hos Glenny Hansen, uddannelsesdirektør på ZBC Ringsted, der er landsskole for konditorer:
- Vi har fokus på kvaliteten, og de unge på standen holder et superhøjt niveau.
Eleverne har også noget at stile efter, for vinderen skal videre til VM i Skills i Brasilien til sommer, sagde han, mens han ivrigt betragtede de konkurrerende konditor- og bagerelever.
Ifølge Glenny Hansen er det helt afgørende, at eleverne får fuld opbakning fra deres lærepladser til deres forudgående træning for at deltage i konkurrencerne.
Konkurrencerne og træningen styrker deltagernes faglighed og mentalitet, og det bidrager til at høje den prestige, som erhvervsuddannelserne og dermed også detailuddannelserne så gerne vil opnå.
"Formålet med eventen er at få de unges øjne op for de mange muligheder, der er inden for erhvervsuddannelse"
KATE SIEGLER, DET FAGLIGE UDVALG FOR DETAILUDDANNELSER
DM I SKILLS 2015
DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge på erhvervsuddannelserne.
DM finder sted i år Bella Center i januar og er åbent og gratis for alle. I 2014 kom der ca. 42.000 besøgende, i år nåede antallet op på 68.000.
Omkring 300 elever fra hele landet deltager og dyster inden for 36 forskellige fag. Desuden deltager 15 fag som demonstrationsfag.
DM i Skills foregår i en ny by og region hvert år. Næste år bliver DM i Skills afholdt i Trekantsområdet, Fredericia, 4. -6. februar 2016.
Nogle af de nye danmarksmestre går videre til WorldSkills, verdensmesterskaberne for erhvervsuddannelseselever, der finder sted i Sao Paulo i Brasilien i august 2015.