Topchef giver en hånd med i hustrus valgkamp
Per Bank havde en travl og usædvanlig lørdag, hvor Dansk Supermarkeds topchef også prøvede kræfter med den noget uvante disciplin; opsætning af valgplakater.
Før den senere på dagen stod på fødselsdagsfest gav Per Bank en hånd med at sætte valgplakater op for at gøre hustruens kandidatur til byrådet synligt for vælgerne i Aarhus Kommune.
Her stiller Heidi Bank op for Venstre under sloganet "Gør Aarhus bedre".
Selv om der nok ikke er den store tvivl om, hvor Per Bank vil sætte sit kryds ved kommunalvalget den 21. november, havde topchefen også rosende ord til alle øvrige kandidater og frivillige, der er involveret i valgkampen.
- Jeg glæder mig over alle kandidater og frivillige, uanset partifarve, der bidrager til vores nærdemokrati. Det er ret godt gået, skrev Per Bank på Linkedin.
Heidi Bank er bankuddannet, ejendomsmægler og valuar og har tidligere drevet egen ejendomsmæglervirksomhed.