Supermarkeder jagter produktionselever
Med målet at differentiere sig fra discountbutikkerne satser supermarkederne i stigende grad på deres produktionsafdelinger.
Men det er svært at få elever nok til at sikre, at der er håndværkere nok i fremtiden.
Således viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriets praktikpladsstatistik, at antallet af unge, der er i gang med en uddannelse til et af de tre detailhandelsfag på en landets erhvervsskoler, er faldet støt de seneste fire år.
Dagligvarekoncernerne fortæller, at de ansætter flere elever inden for produktionsfagene. Men de er fortsat på jagt.
Salling Group har slagter- og bagerelever i Føtex og Bilka.
- Vi har løbende mellem 60 og 80 slagter- og bagerelever, som er superdygtige, men vi har plads til flere, siger pressechef i Salling Group Kasper Reggelsen.
- Vi oplever færre, der står på spring til de uddannelser, og det kræver en indsats både fra skolerne, os og hele branchen. Det er vi meget opmærksomme på, siger han.
Coop laver tilskudsordning
Coops Kvickly og SuperBrugsen har ansat flere elever i 2019 end i 2018 og satser på at få endnu flere i år.
Koncernen lokker butikkerne med økonomisk tilskud, men oplever også, at det er et meget svært område at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til.
- Vi kunne godt ønske et større udbud, og der er butikker, der gerne ville have en elev, som ikke får det. Men set i forhold til udbuddet er vi tilfredse med den andel, vi har fået, siger HR-chef Kirsten Jespersen, Coop.
I 2019 etablerede Coop på tværs af de to kæder en tilskudsordning med det formål at styrke rekrutteringen af produktionselever.
Ordningen indebærer, at alle butikker bidrager økonomisk til de butikker, der ansætter en produktionselev.
De to kæder havde sidste år sat et mål på 76 elever og fik lidt flere.
- I 2020 har vi øget antallet med tilskud til 88 på tværs af de to kæder. I naturlig forlængelse af dette er der lige nu opslået 21 stillinger som slagter-, deli- og bagerelever i Kvickly og SuperBrugsen, siger Kirsten Jespersen.
Dagrofa har ca. 60 elever i Meny-kædens butikker.
Desirée Breel, HR-chef i Meny, siger:
- Vi ser en stigning i antallet af elever hos os i forhold til tidligere. Det skyldes, at vi har skarpt fokus på at rekruttere elever, og vi opleves som attraktive, da vi har et stærkt brand og muligheder for at udvikle sig.