Spar opruster i detailkamp: Vil modernisere samtlige 130 butikker
Til december åbner en spritny Spar på St. Kongensgade i København. Butikken er seneste skridt i Dagrofas planer om at modernisere Spar-kæden.
- Vores kunder kan se frem til et flot og rummeligt supermarked med et stort sortiment af dagligvarer, specialvarer og convenience-produkter. Den lokale nærhed er stadig vores største fokuspunkt, og vi ved, at det lokale engagement kan være lige så meget til stede i storbyerne som i de mindre byer, siger Richo Boss kædedirektør for SPAR i en pressemeddelelse.
En del af en større plan
Kæden skal inden udgangen af 2021 have renoveret over halvdelen af de 130 Spar-butikker herhjemme. Investeringen kommer til at koste Dagrofa et trecifret millionbeløb og indebærer et større fokus på frugt og grønt og vinafdelinger, fortæller Richo Boss til Børsen.
Åbningen i St. Kongensgade er den femte Spar-butik i københavnsområdet, senest åbnede Spar på Teglholmen i august 2019. Den opgraderede SPAR på St. Kongensgade kommer til at tilbyde flere spændende koncepter, heriblandt et udvidet convenience område med fokus på to-go, en velassorteret frugt og grønt afdeling, friskpresset juice og det internationale SPAR-koncept SPAR Natural, som samler økologi, veganske, vegetariske og glutenfrie produkter under én fane.
At Dagrofa nu investerer millioner i Spar-kæden, der sidste år omsatte for 4 mia. kr., er samtidig også et modsvar til flere konkurrenters igangværende planer. Coop er blandt andet på vej med discountkæden Coop 365, mens Salling Group investerer op mod 2 mia. kr. i Netto. Derfor er Dagrofa nødt til at handle nu, lyder det fra kædedirektøren.