SKET I UGEN
Kohberg i svær omstilling til friske boller
I de fleste supermarkeder kan man nu købe friskt brød. Kunderne har taget bake-off produkterne til sig, skriver Berlingske, Business. Det kan mærkes hos fødevarekoncernen Koff A/S, der har Kohberg som sit største aktiv.
På trods af at selskabet kom ud af 2014 med et overskud på 34,9 millioner kroner, er ejerfamilien ikke tilfreds. Kohberg Bakery Group har nu investeret i et nyt produktionsudstyr og håber på, at en stor omstilling på hele brødområdet kan forbedre tallene.
- Vi skal ind og kunne tilbyde det, kunderne efterspørger, siger Jesper Fogtmann, der er administrerende direktør for koncernen. Ambitionen er at levere friskt brød og bake-off til alle supermarkeder i Danmark.
En ny app vil gøre det hurtigere at købe kaffe på cafeer
Hvorfor vente på kaffen, hvis den kan være klar, når kunden kommer? Det spørgsmål stillede Jeppe Houman Nyrup ifølge Jyllands-Posten, Erhverv Weekend sig selv. Han er nu ved at teste sin nye app "Happs! ", der gør det muligt at bestille og betale sin kaffe via telefonen. Og den kan blive populær.
Danmark er nemlig et af de mest kaffedrikkende lande i verden, og vi køber meget kaffe på cafeer og i alskens butikker. Dansk Supermarked har annonceret, at samarbejdet med Starbucks er klar til at gå ind i næste fase. Der vil nu ikke kun være Starbucks-filialer i Føtex og Bilka, men også på strøggader landet over. - Det er et marked i vækst, som vi ser endog meget store muligheder i, siger franchisedirektør Marianne Bedsted.