Samsø-par vinder titlen som Årets Økologer

Salling Group 20. sep 2018 -
This describes the image
Foto: Netto
Skrevet af: Søren Tougaard

Mere end 30.000 danskere har stemt på de otte finalister, der var med i opløbet til prisen som Årets Økologer. Og de to økologer fra Samsø, Hester Callaghan og Bjarke Jensen, kan nu smykke sig med årets titel, som Netto Økologisk Landsforening står bag for andet år i træk.

Hester og Bjarke driver Yduns Have i Alstrup på Samsø, som blev omlagt til økologi i 1987, og som i dag producerer økologiske æg og grøntsager, der kan købes fra gårdbutikken og igennem det fællesskabsstøttede landbrug.

Gården på Samsø er fondsejet, hvilket betyder, at en lang række mennesker har været med til at frikøbe stedet, så unge landmænd har mulighed for at komme i gang.

I 2018 overtog Hester og Bjarke driften af gården, og de viderefører nu den økologiske tilgang og den fællesskabsstøttede landbrugsmodel, hvor 40 familier fra Samsø kan hente økologiske grøntsager én gang om ugen.

Fremmer økologien

Brian Seemann Broe, Landedirektør for Netto siger:

- Vi ved, at vores kunder er vilde med dansk økologi. Og det er vi også. Derfor er det nærliggende, at vi hylder de danske økologer som f.eks. Hester og Bjarke. Jeg synes, deres engagement som ganske unge og nyuddannede økologer er værd at sætte pris på. Og Yduns Have er en velfortjent vinder, fordi gården gennem mange år og med mange forskellige forvaltere har arbejdet på at fremme økologien.

Hester og Bjarke på henholdsvis 28 og 23 år er nyuddannede økologiske landmænd, og de har masser af ambitioner på vegne af Yduns Have

- Vi er glade for, at Yduns Have og vi får prisen, for det er en anerkendelse af alt det arbejde, vores forgængere på gården også har lagt her. Vi er samtidig meget taknemmelige for den jordbrugsfond, der ejer gården og alle de mennesker, der har bidraget til at frikøbe stedet. Vi glæder os til at plante en masse træer og buske og gøre Yduns Have til et endnu mere alsidigt og frodigt sted både for vores kunder og medlemmer, men også for vores dyr og biodiversiteten,” siger de to vindere.

Med prisen følger 100.000 kr.

 

 

Opdateret 10. nov 2020