Salling Stormagasin i Aarhus åbner ”bypark” på toppen

Salling Group 25. jun 2021 -
This describes the image
Foto: Salling Group
  • Med endnu en donation i Aarhus Kommune fra Salling Fondene åbner Salling Roofgarden i sommeren 2022

Med en størrelse som to mindre parcelhusgrunde bygger Salling Fondene nu en ”bypark” på toppen af Salling Stormagasin i Aarhus.

1400 kvm. dedikeret til hygge og samvær i en grøn bypark, der bliver et attraktivt supplement til Salling Rooftop, der siden åbningen for knap fire år siden har haft flere end 3,5 millioner gæster, skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

Den grønne oase finansieres af en donation fra Salling Fondene, der står bag flere større donationer i Aarhus Kommune – 80 mio. kr. til udbygningen af kunstmuseet Aros med en Dome og 100 mio. kr. til havneprojekter på Aarhus Ø som eksempler.

Direktør for Salling Marianne Bedsted ser frem til at indvie den nye bypark efter byggeprocessen, der begynder senere på året.

– Ovenpå et år, hvor vi ikke har kunnet dyrke fællesskabet, er vores mål med Salling Roofgarden at skabe et helt nyt byrum for samvær, men også til eftertanke. Et æstetisk frirum, hvor herboende med en travl kalender eller besøgende med et stramt program kan trække vejret dybt og lade roen sænke sig i hinandens selskab i det fri, siger Marianne Bested.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) ser et stort potentiale i byens kommende grønne attraktion.

– Med Salling Roofgarden får Aarhus et grønt åndehul i mere end én forstand. Placeringen midt i byen giver borgere og besøgende mulighed for et pusterum, samtidig med at vegetationen på toppen af Aarhus spiller positivt ind i kommunens omstilling til at blive en klimavenlig storby. På vegne af byen sender jeg derfor en stor tak til Salling og Salling Fondene for et flot bidrag til at forbedre både hverdagen og bymiljøet,” siger borgmester Jacob Bundsgaard

 

Om byparken:

- En plantevæg, der løber hele vejen ned ad Sallings facade mod Strøget

- Beplantning på taget i form af 15 meter høje træer, buske og græssorter

- Gangbroer, der forbinder byparken i højden over beplantningen

- Glasvægge og glas-gange, der blandt andet giver kig hele vejen gennem og til bunden af stormagasinet

- Hotspots med forskellige kulturelle tilbud og installationer

- Himmelgynger, solkroge og opholdsarealer

- En udkigsplatform – i fire meters højde og i alt 35 meter over Strøget - med panoramaview over hele Aarhusbugten, mod Mols og mod Moesgaard i syd

- Størrelse: 1400 kvm

- Arkitekt: Henning Larsens tegnestue

- Pris: Ca. 35 mio.

- Forventet åbning: Sommeren 2022

 

 

 

 

Opdateret 25. jun 2021