Salling Group og Danmark bliver testland for amerikansk plastforsøg
Hvert år smider hver eneste dansker 27 kilo plastik direkte i affaldsspanden. Det vil den amerikanske bærvirkomsomhed Driscoll's og dagligvarekoncernen Salling Group nu forsøge at modvirke ved at erstatte plast med papirbaseret emballage.
I en landsdækkende undersøgelse som YouGov har gennemført for Driscoll’s, bekymrer to ud af tre (64 pct.) sig ofte eller jævnligt over den store mængde plastaffald, de bidrager med.
Mere end halvdelen af de adspurgte mener, at virksomheder og producenter er dem som bedst kan hjælpe forbrugerne med at reducere deres daglige miljøpåvirkning.
Ganske enkelt ved at gøre det nemmere at vælge miljørigtigt i shoppe-situationen.
Flere virksomheder og producenter har iværksat initiativer, der skal gøre det lettere for forbrugerne at handle mere bæredygtigt.
Salling Group har f.eks. meldt ud, at mængden af plast i emballagen på deres egne varemærker skal være reduceret med 30 pct. inden 2023.
- Som detailhandel er vi indirekte ansvarlige for en stor del af den plastik, der finder vej til folks hjem. I bund og grund bør alle detailkæder være med til at fremme brugen af mere bæredygtig emballage. Vi mener, at genanvendelige materialer er vejen frem, og vi sætter stor pris på, når vores leverandører tager et miljømæssigt medansvar for at reducere mængden af affald, udtaler Michael Løve, Netto-direktør og leder af Plastic CSR Board i Salling Group, i en pressemeddelelse.
Erstatter plast med papir
En af de leverandører, der nu tager et miljømæssigt medansvar, er bærbrandet Driscoll's.
Virksomheden har valgt Danmark som det første land i Europa, hvor den nuværende plastemballage erstattes med en papirbaseret emballage.
For hver bakke friske bær reduceres mængden af plastik med 94 pct.
- Vi har valgt at lancere vores nye emballage i Danmark sammen med Salling Group, da både Salling Group og danske forbrugere er miljøbevidste og interesserer sig aktivt for miljøet. Reaktionerne i Danmark vil give os en god indikation af, hvilke reaktioner vi kan forvente andre steder, udtaler Marieke Appel, marketing manager hos Driscoll’s.