Salling Group haler voldsomt ind på Coops salgsareal
Målt på salgsareal var Coop Danmark i en helt anden liga end alle øvrige konkurrenter for ti år siden.
Ca. 898.000 kvm lød Coops samlede salgsareal på i 2008 fordelt på koncernens 1.174 butikker. Det svarede dengang til 40 pct. af det totale salgsareal i dansk dagligvarehandel.
Salling Group, den dengang næst største aktør på det danske dagligvaremarked målt på både omsætning og kvadratmeter, havde til sammenligning et salgsareal på ca. 515.000 kvm fordelt på 486 butikker.
Dermed udgjorde Sallings Groups areal 'kun' 57 pct. af Coops, viser tal fra Dansk Dagligvarehandels 10 års statistik udgivet af Retail Institute Scandinavia.
Siden 2008 er Coop blevet 120 butikker færre efter sidste års mange lukninger i Fakta, Irma og Dagli'Brugsen. Omvendt har Salling Group ekspanderet både Bilka, Føtex og især Netto. Således er Netto alene vokset med mere end 110 butikker på ti år og har i dag over 500 butikker.
Føtex er gået fra 80 til 102 butikker og Bilka har lagt yderligere fire hypermarkeder til kæden. Den udvikling betyder, at Salling Group ved udgangen af 2018 havde ca. 752.000 salgskvadratmeter mod Coops ca. 878.000.
- Når man kigger nogle år frem, så er spørgsmålet, om Salling Group ejer et lige så stort 'problem' som Coop historisk har haft med sine ejendomme. Jeg synes nu ikke, Sallings Groups butiksstrukstur er lige så gammeldags som den Coop stadigvæk delvist slås med, siger Henning Bahr, adm. direktør i Retail Institute Scandinavia med henvisning til, at Coop blandt andet tæller flere forskellige butikskoncepter end Salling Groups tre.
Stærk Netto-vækst
Han kalder Salling Groups vækstrejse for imponerende de senere år. Omvendt mener Bahr, at Coop har været tynget af den landlige butiksstruktur og mere end 150-årige historie.
Og selv om Coop har lukket flere underskudsbutikker ned, mener han, at Coop stadigvæk har udfordringer at slås med.
- Kvicklys identitet, hvad er den egentlig efterhånden? Det er slet ikke sikkert, at Coops strategi er så fiks og færdig. Den kan ind imellem stadigvæk godt bestå af en prøveballon eller to, siger Henning Bahr.
Det glæder ham, at Coop er stoppet op og har lukket mere end 100 underskudsgivende butikker ned de seneste år. Derfor kommer udviklingen i Coops salgsareal heller ikke bag på ham.
Det gør Nettos butiksvækst derimod.
- Hvis det er noget der overrasker mig, er det Netto. Hvis der var nogen, der for ti år siden havde spurgt mig, om Netto skulle op og have 500 butikker, så havde jeg syntes, at det var noget urealistisk. Nu drømmer de jo om alt imellem 550 og 600 butikker, og det virker jo ret voldsomt, siger Henning Bahr.