Salling-ejer støtter aarhusiansk kulturliv med millionbeløb
Salling Fondene, der ejer Salling Group, er den største private sponsor i hjembyen Aarhus. F.eks. er pengetanken klar til at smide hele 250 mio. kr. i et nyt stadion-projekt og området omkring stadion.
Donationerne fra Salling Fondene til det lokale kulturliv stopper dog ikke her.
Nu går Salling Fondene og Aarhus Kommune sammen om en stor lokal hjælpepakke til kulturen i Aarhus på i alt 75 mio. kr., hvor af de 25 mio. kr. er direkte kulturstøtte fra Salling Fondene.
Det sker, fordi kulturlivet er særligt hårdt ramt under coronakrisen.
- Kultur er en vigtig del af Aarhus. De mange kulturinstitutioner begejstrer og glæder hver eneste dag byens borgere og gæster. Kulturen og kunsten bringer os sammen som mennesker, og den beriger vores hverdag. Det vil vi fra Salling Fondene gerne være med til at sikre, at den også gør, når coronakrisen er overstået, siger formand i Købmand Herman Sallings Fond Jens Bjerg Sørensen om donationen.