Salget af cigaretter faldt med 14 pct. i 2018
Salget af cigaretter er faldet med 14 pct. fra 2017 til 2018, viser en spritny opgørelse fra Skatteministeriet.
Det betyder, at der i alt er solgt knap 5,3 mia. cigaretter.
Tallene er baseret på afgifterne i staten.
Salget er faldet jævnt siden 2004 - dog var der en mindre stigning i salget i 2017.
Ifølge Skatteministeriet ligger grænsehandlen med cigaretter nogenlunde stabilt på omkring en kvart mia. cigaretter.
I 2018 gemte flere danske kæder, Irma, Lidl, Aldi, Rema 1000 samt Salling Groups tre kæder Netto, Føtex og Bilka cigaretterne væk.
Ifølge Salling Group betød det en nedgang i salget på 20 mio. cigaretter i 2018. Det svarer til under en halv pct. af det totale salg i Danmark.
Coops topchef meldte tilsvarende ud for to uger siden, at salget af cigaretter i kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen er steget med 6-7 pct. i de første måneder af 2019, mens det er faldet i Irma, hvor cigaretterne er gemt væk.
Den seneste tid har det været diskuteret blandt politikerne, hvorvidt prisen skal sættes op på cigaretter med henblik på at sikre, at unge ikke begynder at ryge.
I analysen lyder det, at hvis Folketinget eksempelvis sætter tobaksafgifterne op, svarende til en prisstigning på ca. 25 kr. eller mere, skønnes det at medføre et mindreprovenu til staten.
- De her tal viser, at der er en risiko for at slå et hul i statskassen, hvis tobaksafgifterne forhøjes så markant, som flere har været ude at foreslå. Jeg siger ikke, at højere tobaksafgifter ikke kan være et godt middel til at få færre til at begynde med at ryge. Men jeg tror ikke, det er det vidundermiddel, som mange vil gøre det til. Mange danskere vil bare købe deres cigaretter i udlandet eller på det sorte marked, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).