Nyt underskud på 35 mio. kr. i Coop Bank
Coops bank har stadig besværligheder med at få gang i udlånene.
Ifølge bankens dugfriske halvårsrapport har den nu rundet de første 50.000 kunder blandt Coops 1,5 mio. medlemmer, men til sammen har banken kun udlån for 805 mio. kr. ved udgangen af juni måned - en vækst på 135 mio. kr.
De begrænsede udlån er hovedårsagen til bankens underskud på 35 mio. kr. før skat - mod 38 mio. kr. i første halvdel af 2014.
Udlånene er med bred margen bankens fornemste indtjeningsmulighed. Men rente- og gebyrindtægter på netto 9,8 mio. kr. i halvåret er langt fra at kunne betale løn mv. til de ansatte i Coop Bank på 33 mio. kr.
I april blev Coop Bank tilført yderligere 50 mio. kr. i kapital fra sin ejer, Coop Amba, som også ejer dagligvaregiganten Coop Danmark.
Pengene strømmer dog ikke kun den ene vej.
Modsat har Coop-koncernen en likviditetskredit på op til 20 pct. af bankens kapitalgrundlag.
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Foto: Coop Bank