Ny lov giver 27 nye apoteker
Mindst 27 nye apoteksfilialer er åbnet eller på vej til at åbne, efter at en ny apotekerlov gav mulighed for det 1. juli i år.
Tallet stammer fra Sundhedsstyrelsen, og da der hele tiden åbner nye, kan endnu flere være på vej.
En del af dem er tidligere udsalg, der ikke har måttet håndtere receptmedicin.
Blandt de kommende helt nye er et apotek i Kvickly i Helsinge, der til forskel fra andre apoteker vil holde åbent både lørdag og søndag til klokken 18. Ganske som resten af varehuset.
- Det var et ufravigelig krav fra os, da vi skrev kontrakt med apotekeren, at vores kunder ikke skulle møde en lukket dør søndag. Men apotekeren og vi er helt enige om, at vi skal være der, når kunderne er der. Man kan jo også blive syg om søndagen, siger direktør i Kvickly Helsinge, Palle Jørgensen.
Dermed kan nye søndagsåbne apoteker i supermarkeder blive en konkurrenceparameter i forhold til andre apoteker og til andre kæder i dagligvarehandelen.
Apoteket i Kvickly Helsinge er rettelig en filial af Helsinge Apotek. Den kan åbne, fordi en ny apotekerlov trådte i kraft 1. juli. Den indebærer, at en apoteker kan have flere filialer, der kan pakke og udlevere receptpligtig medicin, og en del af de nye apoteker er da også udsalg, der er konverteret til filialer.
Loven skal øge tilgængelighed og konkurrence, hvorfor der også er lagt op til shop-in-shop apoteker i supermarkeder og Matas.
Både Coop, Dansk Supermarked og Matas er intersseret i lade apotekere åbne shop-in-shop-apoteker i deres butikker.
Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk
Foto: Colourbox