Ny afgørelse i Bilka Field’s-sag
Et nyt kapitel er skrevet i den langstrakte sag om Bilka i shoppingcentret Field’s i Ørestad ved København.
Field’s Copenhagen, der ejes af centergiganten Steen & Strøm, har i Københavns Byret tabt den sag, som Steen & Strøm havde anlagt mod Natur- og Miljøklagenævnet om, hvorvidt De Samvirkende Købmænd er klageberettiget i sagen om det Bilka i Field’s. Københavns Byret fastslog, at DSK er klageberettigede – dels fordi DSK er såkaldt domhaver i den oprindelige sag om Fields, og dels fordi DSK repræsenterer en række butikker, der hver for sig har den såkaldte retlige interesse.
Den store sag handler om, at Field’s Copenhagen, der ejes af centergiganten Steen & Strøm, har udtaget stævning mod Natur- og Miljøklagenævnet, der i 2014 afgjorde, at det er i strid med den gældende lokalplan at gøre Bilka til en del af et stormagasin i Field’s, der desuden skulle bestå af Hennes & Mauritz, Magasin m.fl.
Natur- og Miljøklagenævnet kræver, at et stormagasin med Bilka indrettes efter planloven, som Østre Landsret afgjorde i 2011. Det betyder, at stormagasinet og Bilka skal bygges om, så den lever op til detailhandelsbestemmelserne i planloven.
Dom fra 2011
Københavns Kommune havde ellers givet byggetilladelse til Field’s Copenhagen til at foretage en række mindre bygningsmæssige ændringer – herunder en såkaldt imaginær opdeling af Bilka, men den byggetilladelse blev indbragt for Natur- og Miljøklagenævnet af DSK, og nævnet gav DSK medhold i, at byggetilladelsen ikke ville sikre lovliggørelse i henhold til dommen fra Østre Landsret i 2011. Den afgørelse er Field’s Copenhagen uenig i, og derfor har selskabet stævnet Natur- og Miljøklagenævnet.
Den sag skal for Københavns Byret formentlig senere på året, men i første omgang har Field’s Copenhagen tabt til Natur- og Miljøklagenævnet og med DSK som biintervenient i et spørgsmål om, hvorvidt DSK er klageberettiget i sagen om det ulovlige Bilka i Field’s.
DSK fik medhold i, at organisationen er klageberettiget, og DSK fik desuden tilkendt dækning af sagsomkostninger.
– Alt andet ville have været en kæmpe udfordring, for ikke at sige galimatias, i forhold til i hvert fald min retsfølelse, siger adm. direktør i DSK, John Wagner, i en kommentar til sagen.
Brian Jensen, der er Finance Director i Steen & Strøm Danmark, siger:
– Retten har alene taget stilling til DSK’s klageret og dermed ikke til det indholdsmæssige i selve sagen. Vi vil nu sammen med vores advokater vurdere afgørelsens præmisser og tage stilling til næste skridt omkring klageretten.