Nettos svenske ekspansion lader vente på sig

Salling Group 20. feb 2017 -
This describes the image
Bent Holm er landedirektør for Netto i Sverige og lancerede sidste år en målsætning om fordobling på 1 år. Foreløbig har ekspansionen svært ved at komme op i gear.

Sverige er det ene af de to markeder, hvor Dansk Supermarkeds discountkæde Netto skal hente den største vækst i de kommende år.

Efter at Nettos britiske eventyr blev opgivet sidste sommer, har Polen og Sverige været udpeget som de lande, hvor kæden skal slå til i stedet. Nogenlunde samtidig med, at nyheden om Nettos britiske exit kom frem, fortalte Nettos svenske landedirektør Bent Holm i Finans. dk om ’en meget aggressiv investeringsplan’.

- Næste år vil vi åbne for 10 nye butikker, og derefter er målet 15 nyåbninger pr. år. Om 10 år er ambitionen at være dobbelt så stor i Sverige. Jeg ser ingen hindringer for, at Netto i Sverige ikke kan nå samme størrelse som i Danmark, sagde Bent Holm til Finans for godt et halvt år siden.

Op til syv nye i år

På den svenske hjemmeside proklamerer Netto da også, at ”Vi er en af Sveriges mest ekspansive fødevarekæder lige nu”. Derfor kom det lidt overraskende, at der på det svenske brancheblad ICA Nyheters helt friske liste over planlagte butiksåbninger i 2017 ikke optræder 10 Netto’er, men kun tre - det samme antal, som der blev åbnet sidste år.

Men ifølge Bent Holm bliver det nu til flere end de tre åbninger, hvis alt går vel.

- Vi oplyser kun de sikre, hvor alle kontrakter er på plads. Vi forventer at åbne syv butikker i år - med forbehold for at planlovgivning, kontrakter og lignende går i orden, siger han til Dansk Handelsblad.

Det er efterhånden ved at være længe siden, at Dansk Supermarkeds discountkæde sidst havde fart på ekspansionen i Sverige med et tocifret antal nyetableringer på et enkelt år. Ekspansionen blev sat i stå, da en særdeles problematisk overgang til et nyt IT-system i 2011 kom til at koste dyrt for Nettos svenske omsætning og bundlinje. I årene efter genopretningen af lønsomheden i Netto Sverige er der flere gange blevet raslet med sablerne med hensyn til en øgning af antallet af nyetableringer. Men i praksis er det endnu ikke lykkedes.

Netto har aktuelt 159 svenske butikker.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?