Netto tester midnatsåbent

Salling Group 8. jun 2015 -
This describes the image

Seks butikker i Dansk Supermarkeds discountkæde Netto har fra 1. juni udvidet deres åbningstider endnu en gang.

Denne gang er der lagt 3-4 timer om dagen til, så de nu åbner klokken seks om morgenen og lukker ved midnat - som en slags "light"-udgave af de tre butikker i kæden, der nu har holdt døgnåbent i et halvt år.

Den nye test finder i første omgang sted i Aarhus-området, mens Odense-området måske kan komme til efter sommeren.

- Det er lidt af en forlængelse af testen med at holde åbent 24 timer i døgnet i tre butikker, som vi arbejder videre ud fra. Tankerne bag at prøve at holde åbent alle 24 timer ser langt hen ad vejen ud til at give mening, for det går faktisk rigtig godt i de tre butikker, siger direktør i Netto Danmark, Brian Seeman Broe.

- Men vi er ikke helt sikre på, hvad der er den rigtige åbningstid - og hvad behovet er. Så vi går lidt frem med små skridt. Timerne om morgen fra seks til ni og aftenen fra ni til 24 er nogle rigtigt gode timer. Så nu prøver vi en light-model af 24 timers-åbent for at se, hvordan kunderne tager mod det, siger han.

Prøver sig frem

I forvejen har Netto nogle af markedets absolut længste åbningstider med lukning kl. 22 - og DøgnNetto'erne i først og fremmest Københavnsområdet holder åbent til midnat.

Derfor er den nye test begyndt i landets næststørste by, Aarhus.

- Vi prøver det først i Aarhus, for der er det nyt for kunderne. Der er ikke rigtigt nogen konkurrenter, der gør det - og vi tager ikke noget fra os selv, siger Nettos danske direktør.

Han forventer, at testen kommer til at løbe i et halvt års tid før en evaluering.

Efter den helt store udvidelse af timetallet i forbindelse med afskaffelsen af lukkeloven for snart tre år siden er der dermed lagt op til at dreje yderligere på skruen med flere åbningstimer i dagligvarebutikkerne, men Brian Seeman Broe har ikke et klart billede af, hvor lange åbningstider, der kan betale sig for Netto.

- Jeg tror ikke, at det er noget, vi kommer til at se i hele Danmark - men vi må føle os lidt frem. Vi vil helst ikke ud i forskellige åbningstider, når budskabet til kunderne er, at de er det samme. Omvendt ser vi nogle muligheder, som vi vil prøve at jagte, siger han.

- De tre døgnåbne butikker er en god forretning. Og det håber vi selvfølgelig, at de her også kan blive. Det er jo en balancegang, når man vil holde længere åbent, siger han.

Fylder et behov

To af Nettos tre døgnåbne butikker ligger på helt oplagte centrale placeringer i København og Aarhus, men det går også langt bedre end ventet i det mere forstads-stille Lyngby.

- Hele ideen med 24 timers åbent var jo at lægge arbejdet med at fylde op og gøre rent i ydertimerne, så kunderne fik en bedre oplevelse i dagtimerne. At det så også opfyldte et behov, havde vi ikke regnet med i det omfang, for vi har travlt i de tre butikker hele døgnet rundt, siger han.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Foto: Ulrik Samsøe Figen

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?